De Grønne fordobler støtten ved EP-valget i Tyskland

De Grønne er stormet frem på bekostning af de gamle partier CDU og SPD. Højrefløjen får skuffende resultat.
Annegret Kramp-Karrenbauer overtog i slutningen af sidste år som partileder i CDU efter Angela Merkel. | Foto: Ritzau Scanpix/Odd Andersen
Annegret Kramp-Karrenbauer overtog i slutningen af sidste år som partileder i CDU efter Angela Merkel. | Foto: Ritzau Scanpix/Odd Andersen
AF RITZAU

De Grønne i Tyskland har fået et kanonvalg på bekostning af de konservative og socialdemokraterne og tager pladsen som landets andenstørste parti.

Det viser den endelige optælling af stemmerne fra europaparlamentsvalget tidligt mandag morgen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De Grønne har fået 20,5 procent af stemmerne, hvilket er en fordobling i forhold til resultatet ved valget i 2014. 

Resultatet, der er det bedste for det EU-positive parti nogensinde, er omvendt en regulær katastrofe for de to regeringspartier, det konservative CDU og socialdemokraterne i SPD. 

De to partier har fået deres værste resultater ved noget demokratisk valg på denne side af Anden Verdenskrig. 

CDU er gået fra 35,4 procent ved europaparlamentsvalget i 2014 til 28,9 procent denne gang. 

Annegret Kramp-Karrenbauer, der i slutningen af sidste år overtog posten som partileder efter Angela Merkel, sagde på valgaftenen, at "resultatet ikke lever op til de forventninger, vi har til os selv som et stort parti". 

Endnu værre er det for SPD, der er henvist til tredjepladsen med bare 15,8 procent af stemmerne. 

I 2014 fik partiet 27,3 procent. 

Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland oplever også fremgang og lander på 11 procent af stemmerne. Det stærkt EU-kritiske parti havde dog sat næsen op efter mere, skriver nyhedsbureauet dpa. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også