Merkel håber på hurtigt valg af kommissionsformand

Frankrig og Tyskland ønsker ikke at vise nogen uenighed i spørgsmålet om ny formand for EU-Kommissionen.
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Christof Stache
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Christof Stache
AF RITZAU

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, i sin første kommentar efter EU-valget, at hun gerne ser, at der kommer en hurtig aftale i stand om, hvem der skal lede EU-Kommissionen - et spørgsmål, som der hersker uenighed om i hendes egen koalitionsregering. 

Merkel siger samtidig, at det skal være en politiker, som bliver sat på posten.

"Vi ønsker at finde en løsning så hurtigt som muligt, fordi Europa-Parlamentet samles i begyndelsen af juli, og det vil selvfølgelig være det bedste, hvis der allerede der var en kandidat - udpeget af stats- og regeringslederne," siger hun. 

"Desto hurtigere vi foretaget et valg, desto bedre er det for fremtiden," siger hun.

Merkels konservative blok presser på for at få den konservative Manfred Weber udnævnt som ny formand for EU-Kommissionen, mens koalitionspartnerne i SPD støtter Hollands socialdemokrat Frans Timmermans.

I Paris siger en talsmand for præsidentpalæet samtidig ifølge AFP, at præsident Emmanuel Macron og Merkel ikke ønsker at vise nogen uenighed i spørgsmålet om ny kommissionsformand.

"Macron og Merkel ønsker at processen om en ny leder af EU-Kommissionen - ideelt set - bliver gennemført i juni," siger talsmanden i en briefing om en telefonsamtale mellem den tyske forbundskansler og den franske præsident. 

Men der synes at være nogen fransk-tysk uenighed om, hvordan den nye leder af EU-Kommissionen skal vælges.

Macron har ifølge den franske talsmand sagt til Merkel, at han ønsker, at det ved EU-topmødet i Bruxelles tirsdag bliver gjort klart, at systemet med en "spidskandidat" til posten ikke skal være automatisk. 

Men Merkel synes at foretrække dette system. 

Macron føler sig overbevist om, at et flertal af medlemsstaterne vil enes om at støtte hans synspunkt, siger kilden.

Macron har også understreget, at "spidskandidaterne", som er udpeget af partier forud for valget til Europa-Parlamentet, er legitime, men udvælgelsen af den nye formand må afspejle valgresultatet, hedder det videre. 

De liberale centrumpartier, som Macrons parti tilhører, og som er den tredjestørste gruppe i Europa-Parlamentet, må være med i udvælgelsesprocessen, har Macron understreget over for den tyske forbundskansler. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også