Medie: Ny finanskommissær skal lave ny strategi for EU's kapitalmarkedsunion

BRUXELLES
EU's nye finanskommissær er ikke engang udpeget endnu og vil først indtage sit kontor i Berlaymont-bygningen til november. Alligevel er arbejdet med at definere vedkommendes prioriteringsliste allerede igang.
Euractiv har fået fingrene i et lækket udkast til, hvilke prioriteringer den nye kommissær skal beskæftige sig med. Det er et papir, som kommer fra det finansielle generaldirektorat, DG Fisma.
Det anbefaler, at kommissæren prioriterer at få lavet en ny strategi for kapitalmarkedsunionen. Den kan blandt andet komme til at indeholde anbefalinger til harmonisering af insolvensprocedurer på tværs af EU, samt skattemæssige incitamenter til investorer, der vil poste penge i små og mellemstore virksomheder.
Desuden kommer den digitale dagsorden formentlig også til at fylde en del, og der er flere initiativer på vej fra kommissionen. Det kan være alt fra regulering af cryptovalutaer til cybersikkerhed, der skal gælde specifik for den finansielle sektor.
Klimaet er også hot i den finansielle sektor, så bæredygtighed vil sandsynligvis også blive prioriteret, ligesom finansiel stabilitet også vil komme på kommissærens liste, hvis man skal tro papiret fra DG Fisma.
Relaterede artikler:
EU-valget giver panderynker hos dansk erhvervsliv
For abonnenter
Danskerne er skeptiske over for bankunionen
For abonnenter