EU-liberale får nyt navn og fremkalder panderynker i Venstre

Det var ikke lige mit favoritord, siger gruppemedlem Morten Løkkegaard (V) om EU-liberales nye navn.
Morten Løkkegaard, medlem af Europaparlamentet for Venstre. | Foto: Ritzau Scanpix/Martin Sylvest
Morten Løkkegaard, medlem af Europaparlamentet for Venstre. | Foto: Ritzau Scanpix/Martin Sylvest
AF RITZAU

EU-Parlamentets liberale gruppe skifter navn fra Alde til Renew Europe (Forny Europa).

Det bekræfter gruppemedlem Morten Løkkegaard (V). Det er aftalt på et møde onsdag, men det er ikke formelt vedtaget af gruppen.

Den danske parlamentariker kalder det "et kompromis" efter en lang diskussion.

"Det var ikke lige mit favoritord," siger Løkkegaard, som mener, at der er nogle problemer med det.

Blandt andet er navnet, der skulle skiftes med tilslutningen fra den franske præsident Emmanuel Macrons politiske parti, for "kontrastfuldt og bagudskuende".

Venstre-politikeren mener dog, at Forny Europa er bedre end Alde, som var et akronym for "Alliancen af Liberale og Demokrater i Europa", der ifølge Løkkegaard var svært at afkode.

Den danske parlamentariker lagde nogle kræfter i at få tilføjet en eftersætning om at "inspirere til et frit og fair Europa", hvilket det også endte med.

"Det hegner meget godt ind, hvad vi gerne vil være. Det var afgørende for mig og for Venstre, at vi fik det med," siger Løkkegaard. 

Også Radikale Venstre sidder i den liberale EU-gruppe. 

Vokseværk efter valget

Den liberale gruppe er vokset markant efter valget til Europa-Parlamentsvalget, hvor den gik frem med adskillige mandater. 

Gruppen vil dog også blive den, der skrumper mest, hvis Storbritannien skulle gøre alvor af den skilsmisse, som et flertal stemte for i 2016.

Antallet af delegationer til gruppen er øget med næsten 50 procent. 

"Det er ikke sådan, at forskellene er større nu, end de var før mellem syd og nord, øst og vest. Folk har indtil videre opført sig ret pænt og forsøgt at finde fælles synspunkter. Det gæler også franskmændene," siger Løkkegaard. 

I løbet af den kommende uge skal gruppen vælge en formand. Der er en håndfuld kandidater, og Venstre støtter svenskeren Fredrick Federley, som er de nordiske landes bud på en kompromiskandidat. 

I spillet om formandsposten i EU-Kommissionen er Margrethe Vestager fortsat gruppens klare kandidat. 

"Vi bakker op om Vestager. Det har vi tilkendegivet, og det gør vi fortsat. Jeg mener stadig, at hun har en chance," siger Morten Løkkegaard. 

Danskerens chance kan vise sig at være betinget af støtte fra et flertal i EU-Parlamentet - men det er ikke nødvendigvis sådan. 

Aktuelt er der ifølge Løkkegaard "lidt dødvande" i forhandlingerne, hvor den konservative gruppe (EPP) og socialdemokraterne efter valget ikke længere kan mønstre et flertal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også