OVERBLIK: Det stemmer danskerne til EU-toppost

Læs her, hvad det danske EU-parlamentarikere stemmer til tyske von der Leyen som formand for EU-Kommissionen.
Foto: Geoffroy van der Hasselt / AFP / Ritzau Scanpix
Foto: Geoffroy van der Hasselt / AFP / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU's stats- og regeringsledere har indstillet den konservative tyske politiker Ursula von der Leyen til den magtfulde post som formand for EU-Kommissionen.

Det skal godkendes af EU-Parlamentet, der stemmer tirsdag aften. Af de 13 danske medlemmer af EU-Parlamentet stemmer otte ja, fire nej og en enkelt blankt. Kun Venstre er splittet, hvor Søren Gade stemmer blankt og resten af gruppen ja.

Læs her, hvad de danske medlemmer af EU-Parlamentet har sagt, de vil stemme:

Venstre:

* Søren Gade stemmer blankt og skriver på Twitter:

"Gode takter på klimaområdet fra von der Leyen. Men er imod forslagene om blandt andet fælles flygtningefordeling, EU-hær, kvindekvoter, mindsteløn, dagpenge. Støtter derfor ikke von der Leyen. EU skal ikke udvikle sig til en social union, der blander sig i den danske model."

* Morten Løkkegaard stemmer ja og skriver på Twitter:

"Så er Vestager sikret i den nye stærke trio i Kommissionen - som det var krævet af os i den liberale "Renew Europe" gruppe! Nu er det så kun at håbe, at Socialdemokraterne ikke falder fra, så von der Leyen kan få flertal på tirsdag i parlamentet."

* Asger Christensen stemmer ja, oplyser han over telefonen.

Socialdemokratiet:

* Christel Schaldemose stemmer ja og skriver på Twitter:

"Jeg er ikke enig med Ursula von der Leyen om alt. Langt fra. Men jeg synes hun holdt en god og stærk tale. Hun er klar i mæglet, engageret, professionel OG klimaambitiøs. Svagheder: hun taler ikke om indsats mod skattely. Træerne vokser ikke ind i himlen. Men jeg stemmer ja."

* Niels Fuglsang stemmer ja og skriver på Twitter:

"Kommissionsformandskandidat von der Leyen giver meget til Sosserne. 55 procents reduktion af CO2 i 2030. Åbning for økonomiske sanktioner mod lande, der sjofler retsstaten. Opprioritering af social søjle. Dog svag på kampen mod skattely. Men vi kan arbejde med hende. Jeg stemmer for."

* Marianne Vind stemmer ja og skriver på Twitter:

"Ursula von der Leyen har flyttet sig meget. Hun har store visioner for et klimabevist, ligestillet og mere lige EU. Hun kan ikke garantere alle hendes visioner går igennem Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Men hun vil helt sikkert trække mere i den retning."

SF:

* Margrete Auken stemmer nej sammen med den grønne gruppe og skriver på Facebook:

"Europa har brug for visioner og handlekraft - ikke Ursula Von der Leyen. EU’s regeringer tror de har vundet ved at installere en formand uden format, men en svag Kommission vinder ingen ved. De Grønne stemmer klart nej og vil have en anden kandidat på banen."

* Kira Peter-Hansen stemmer nej sammen med den grønne gruppe.

Gruppen mener ikke, at Ursula von der Leyen har grønne nok ambitioner for klimaet.

Dansk Folkeparti:

* Peter Kofod stemmer nej og skriver på Twitter:

"Glæder mig meget til at stemme klart NEJ til super-føderalisten Ursula von der Leyen, der blandt andet vil have fælles EU-hær, Europas forenede stater, åbne nationale grænser/udvidelse af Schengen-området."

Radikale Venstre:

* Morten Helveg Petersen stemmer ja og skriver blandt andet på Facebook:

"Europa som det første klimaneutrale kontinent i 2050. En klimalov på vej. 50/55 procent reduktion i 2030. Det bliver en kæmpe hjælp i kampen mod klimaforandringer, når vi skal arbejde i det grønne maskinrum. Jeg stemmer på hende og håber hun bliver valgt i aften!"

* Karen Melchior stemmer ja og siger til Ritzau:

"Spørgsmålet er, hvad vi ellers ville få? Kunne vi få Vestager eller Timmermans som kandidater, så kunne man overveje det. Og så synes jeg hun har mange gode tanker også ud over på klimaet."

Konservative:

* Pernille Weiss stemmer ja og skriver på Twitter:

"Jeg vil sørge for en EU-klimalov, har von der Leyen lige sagt. EU skal være verdensførende på klimafronten. What is not to like?"

Enhedslisten:

* Nikolaj Villumsen stemmer nej og skriver på Twitter:

"Dagens valg i EP er et klimavalg. Skal vi have den nødvendige grønne omstilling eller ej? Svaret fra von der Leyen er klart NEJ. I valgkampen lovede de danske MEP’ere grøn omstilling. Nu skal der sættes handling bag ordene. Stem for klimaet. Stem imod Leyen!"

Von der Leyen anklages for at fiske stemmer på Jekyll og Hyde-facon

Schaldemose og Vestager efter Von der Leyen-tale: Stem ja

Von der Leyen vil fremlægge klimalov: Europa skal være første CO2-neutrale kontinent i verden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også