Lektor om britisk regering: En omfattende ommøblering

Boris Johnson blev onsdag udnævnt til ny premierminister i Storbritannien, og han har haft travlt.
Premierminister Boris Johnson har torsdag holdt sit første kabinetmøde med sine nye ministre. | Foto: Pool / Reuters / Ritzau Scanpix
Premierminister Boris Johnson har torsdag holdt sit første kabinetmøde med sine nye ministre. | Foto: Pool / Reuters / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En regeringsudrensning, der ikke er set mage i Storbritannien i mindst 30 år, har landets nye premierminister, Boris Johnson, eksekveret på under 24 timer efter sin udnævnelse.

Intet mindre end 19 ministre - inklusive Theresa May - har forladt regeringen. Og det er ikke overgået i nyere tid, viser en opgørelse fra den britiske tænketank Institute for Government.

"Det er en ganske omfattende ommøblering, Johnson har foretaget. Han har villet signalere meget kraftigt, at han sætter et nyt hold og en ny retning."

"Den helt overskyggende opgave er at få Storbritannien ud af EU inden 31. oktober," siger Ole Helmersen, lektor med speciale i moderne britisk politik ved CBS.

Opgørelsen fra Institute for Government dækker perioden fra 1990 til i dag. Den ser blandt andet på, hvor mange ministre der har forladt regeringen, når premierministerposten er skiftet inden for det samme parti mellem valg.

Det er siden 1990 sket fire gange.

I 1990 overtog John Major premierministerposten fra Margaret Thatcher. Med den konservative Thatcher forlod kun tre ministre regeringen, viser opgørelsen.

En gennemgående opbakning til et Storbritannien uden for EU er karakteristisk for Boris Johnsons nye ministerhold, fortæller Ole Helmersen.

"Nogle af dem, han har hentet ind i regeringen, er betydeligt mere hårde brexiteers (tilhængere af brexit, red.) end dem, der er røget ud."

"Man kan for eksempel nævne Dominic Raab (udenrigsminister, red.), Priti Patel (indenrigsminister, red.) og Esther McVey (minister for bolig og lokalstyre, red.). De er alle hårde brexiteers," siger han.

Boris Johnson har gentagne gange sagt, at Storbritannien forlader EU 31. oktober med eller uden en aftale med unionen.

Det løfte får han dog svært ved at holde, vurderer Ole Helmersen.

"Der skal en form for mirakel til, hvis han skal lykkes med sine ambitioner. Jeg tror simpelthen ikke på, at der vil være flertal i parlamentet for no deal (udtræden uden en aftale med EU, red.)."

"På den anden side har EU sagt igen og igen, at den aftale, men har indgået med den britiske regering, ikke bliver genåbnet. Tiden må vise, hvordan Boris Johnson griber det an."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også