Den økonomiske vækst i Europa er på det laveste i seks år

Væksten i Europa lød på 0,2 procent i andet kvartal. Tyskland, Storbritannien og Sverige gik tilbage.
AF RITZAU

Den økonomiske vækst i Europa er på tilbagetog og var i andet kvartal på det laveste niveau i seks år. 

Væksten blandt de 28 EU-lande var på 0,2 procent i andet kvartal. Det viser tal fra Eurostat, der er EU's svar på Danmarks Statistik.

Udviklingen dækker over en svag udvikling i Tyskland, Storbritannien og Sverige, der har haft en negativ vækst på mellem 0,1 og 0,2 procent. Samtidig har Italien haft nulvækst. 

Indtil videre er udviklingen i Danmark dog markant bedre end i Europa generelt.

Den økonomiske vækst herhjemme forventes at være på 0,8 procent i andet kvartal. Det viser tal fra Danmarks Statistik. 

Hos Dansk Industri, der repræsenterer 10.000 virksomheder, kalder chefanalytiker tallene negativ læsning. 

"Tilbagegang i både Tyskland, Sverige og Storbritannien er absolut ikke gode nyheder for dansk eksport." 

"Vi håber, at der kommer mere fart på økonomien i sidste halvdel af 2019. Men med svage tillidsindikatorer og øgede chancer for et hårdt brexit ser det desværre ikke alt for lovende ud," siger Allan Sørensen i en kommentar. 

Danske virksomheder eksporterede sidste år for 650 milliarder kroner i EU. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også