Medier: Boris Johnson vil have parlament suspenderet

Hvis parlamentet sendes hjem, kan det få svært ved at forhindre et brexit uden en aftale med EU.
Premierminister Boris Johnson. | Foto: CHRISTIAN HARTMANN/REUTERS / X90079
Premierminister Boris Johnson. | Foto: CHRISTIAN HARTMANN/REUTERS / X90079
AF RITZAU

Storbritanniens premierminister Boris Johnson vil gå til dronning Elizabeth og bede hende suspendere det britiske parlament.

Ifølge det britiske medie Sky News ønsker Johnson parlamentet suspenderet frem til 14. oktober.

Boris Johnson afviser imidlertid, at han forsøger at køre parlamentet ud på et sidespor i brexit-processen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvis parlamentet suspenderes, vil det blive vanskeligt for britiske parlamentarikere at vedtage love, der kan forhindre Boris Johnsons planer om at forlade EU uden en aftale, skriver BBC.

At parlamentet for en kortere periode lukkes ned, sker normalt i Storbritannien en gang om året i april eller maj.

I den periode bliver der ifølge BBC ikke behandlet lovgivning, og lovgivning, som ikke er vedtaget inden suspenderingen, overgår ikke automatisk til den nye periode.

Til det britiske medie har en højtplaceret kilde i embedsboligen Downing Street nummer 10 sagt, at "det er tid til, at en ny regering og ny premierminister laver en plan for landet, efter at vi forlader EU".

Der har tidligere været spekulationer om, at Boris Johnson måske ville benytte muligheden for at suspendere parlamentet op til brexit-datoen 31. oktober.

Men det bliver anset for at være et kontroversielt træk.

Kritikere mener, at det reelt vil sætte demokratiet ud af kraft og berøve de britiske parlamentsmedlemmer deres demokratiske rolle i brexit-processen.

Fortalere for en sådan beslutning argumenterer for, at det vil sikre, at den britiske befolknings ønske fra folkeafstemningen om at forlade EU honoreres.

Den konservative Boris Johnson har været en stærk fortaler for brexit, og han har gentagne gange fastholdt, at Storbritannien vil forlade EU 31. oktober med eller uden en aftale med EU.

Britiske parlamentarikere har tidligere stemt for, at Storbritannien ikke må forlade unionen uden en skilsmisseaftale.

Boris Johnson har tidligere sagt, at han "ikke ville tage muligheder af bordet", skriver BBC.

Hvad baggrunden præcis er for, at premierministeren tilsyneladende ønsker at suspendere parlamentet, er dog uvist.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også