Ugen i EU: Lagarde, Johnson og nye kommissærer i fokus

Det bliver en uge med fokus på flere enkeltpersoner i EU, når den britiske premierminister Boris Johnson tager til Luxembourg, og Christine Lagarde skal til afstemning i Europa-Parlamentet.
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Ugen i EU-land kommer i denne uge ikke bare til at finde sted i Bruxelles. Mandagens største begivenhed finder sted i Luxembourg, hvor den britiske premierminister Boris Johnson mødes med formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, til frokost.

De skal tale om briternes farvel til EU og om, hvorvidt det kan lykkes at finde en aftale inden 31. oktober. Johnson har selv skrevet i avisen The Daily Telegraph, at han tror på, at en aftale er tæt på. Flere andre, britiske medier skriver omvendt, at EU-siden ikke ser noget fremskridt i forhandlingerne, fordi briterne ikke er kommet med nogle nye forslag.

Tirsdag kan Christine Lagarde vise sig at blive dagens hovedperson. I Strasbourg skal det samlede Europa-Parlament nemlig stemme om, hvorvidt det vil anbefale hende som ny chef for Den Europæiske Centralbank.

Derudover kan den kommende kommission, som formentlig træder til i november, også komme i fokus hen over ugen. Seneste nyt er, at belgiske Didier Reynders, som er blevet foreslået som kommissær med ansvar for retsstatsområdet, er under mistanke for korruption.

Flere andre kommende kommissærer har også været i søgelyset på grund af tvivlsomme aktiviteter, og det kan den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, komme til at forklare, når hun torsdag skal mødes med Europa-Parlamentet.

Parlamentet er i Strasbourg hele ugen, og i den forbindelse holder det også en høring om, hvordan man kan sikre, at man ikke kan optage patenter på planter, som er fremkommet ved en naturlig proces.

Fredag er der desuden transportministermøde i Bruxelles, hvor transportminister Benny Engelbrecht deltager. På dagsordenen er blandt andet en diskussion af transportsektorens bidrag til den grønne omstilling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også