Regeringschefer er forsigtige optimister efter ny brexitaftale

Der mangler en del, inden EU og Storbritannien én gang for alle kan effektuere skilsmisse. Aftale nærlæses.
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

På vej ind til topmøde i Bruxelles udtrykker de europæiske stats- og regeringsledere forsigtig optimisme, efter at EU og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har præsenteret en ny udtrædelsesaftale.

En af dem er Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

"Vi er ved at nærlæse aftalen og vil snart komme med vores holdning, men vi kender allerede til dele af aftalen, og ud fra det er det en god nyhed. Det faktum, at den irske premierminister er nogenlunde glad, er et vigtigt tegn."

Selv om der er givet håndslag på en ny aftale, kræver det accept fra både medlemslandene, Europa-Parlamentet og - sværest af alt - parlamentet i London.

Her er modstanden til den nye aftale blevet luftet fra den britiske regerings nordirske støtteparti, DUP, Liberaldemokraterne, Labour og Det Skotske Nationalparti (SNP).

Derfor venter de europæiske ledere lidt med at lægge champagnen på køl.

"Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg forbliver forsigtig," siger Belgiens premierminister, Charles Michel.

"Det ligger i min natur og mit temperament. Det er nok, fordi jeg har lært, at djævlen ligger ofte i detaljen. Nu er det nødvendigt, at det britiske parlament godkender aftalen," tilføjer han.

Samme melding kommer fra statsministeren i Finland, som i øjeblikket har formandskabet i EU, Antti Rinne.

"Bolden ligger igen hos det britiske parlament. Jeg håber, at den går denne gang. Jeg håber, at vi er ved at være ved enden. Men der er stadig mange usikkerheder. Eksempelvis i det britiske parlament," siger han.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sender en smule mere positive signaler.

"Aftalen skal nu forklares teknisk og præsenteres politisk, og det kommer til at ske i de kommende timer. Som det er nu, ser det ud til, at aftalen kan blive ratificeret af det britiske parlament og Europa-Parlamentet."

"Det er en god nyhed. Aftalen opfylder vores fælles mål. Det ligner et fint kompromis," siger Macron.

Lektor: Nordirsk nej kan fremtvinge ny brexit-udskydelse

Statsminister om brexit-aftale: Jeg vil strække mig langt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også