Christine Lagarde er formelt valgt til chef for centralbank

63-årige Lagarde blev 2. juli indstillet til posten som ECB-chef af EU-landenes stats- og regeringschefer.
Foto: Carlos Jasso/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Carlos Jasso/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Christine Lagarde har siden juli vidst, at hun snart sidder i chefstolen i Den Europæiske Centralbank (ECB). 

Fredag er det formelt vedtaget, at den tidligere direktør for Den Internationale Valutafond (IMF) overtager topjobbet i ECB. 

EU's stats- og regeringschefer har på et topmøde i Bruxelles - som ventet - godkendt den franske kvinde, der er tidligere finansminister. 

Hun overtager jobbet i ECB efter italieneren Mario Draghi 1. november. 

Et mandat som ECB-chef løber otte år. Man kan ikke genudnævnes til posten. 

63-årige Lagarde blev 2. juli indstillet til posten af stats- og regeringscheferne på et topmøde, hvor man skulle besætte flere topposter i EU-systemet. 

En uge senere vedtog EU-landenes finansministre en formel anbefaling af Christine Lagarde. 

Og siden er både ECB og Europa-Parlamentet blevet hørt i ansættelsesprocessen, som EU-traktaten kræver. 

Christine Lagarde overtager roret i ECB på et tidspunkt, hvor de pengepolitiske håndtag er presset helt i bund - eller næsten. 

I sidste måned sænkede Draghi renten til minus 0,5 procent, og man besluttede at genstarte et omstridt opkøbsprogram af obligationer for at sætte gang i væksten. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også