Britisk parlament afviser Johnsons valgønske for tredje gang

Der var ikke opbakning til valg den 12. december ved afstemning om Johnson-regeringens valgdato.
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

Ved en afstemning om regeringens forslag om et valg den 12. december har den konservative regering ikke fået det nødvendige flertal i det britiske parlament. 

299 stemte mandag aften for forslaget, mens 70 medlemmer stemte imod. Der skulle have været totredjedels flertal på mindst 434 stemmer, for at forslaget kunne gå igennem.

Alle medlemmer af oppositionspartiet Labour havde fået besked på at undlade at stemme ved mandagens afstemning.

Det er tredje gang, at Johnsons ønske om et valg bliver afvist i parlamentet.

Den britiske regering vil dog tirsdag fremlægge et nyt forslag om valg, der bliver fremsat som et ændringsforslag. Det betyder, at det kan vedtages med simpelt flertal. 

"Senere i aften vil regeringen give meddelelse om fremlæggelse af et ændringsforslag i forbindelse med et valg den 12. december, så vi omsider kan få realiseret brexit," sagde Boris Johnson i parlamentet efter afstemningen.

SNP og Liberaldemokraterne har 54 stemmer tilsammen, og sammen med de 287 konservative stemmer vil der i princippet være nok til at få udskrevet et valg, hvis ændringsforslaget bliver vedtaget. Men de enkelte partier har taget flere forbehold.

Liberaldemokraterne og SNP har blandt andet krævet, at et brexit uden en aftale udelukkes helt.

Oppositionen har været imod et parlamentsvalg i december, fordi den frygter, at det kan føre til et hårdt brexit, hvor der ikke kommer til at være en skilsmisseaftale mellem EU og briterne.

Der har også været stor uenighed om, hvorvidt en valgdato skulle være den 9. eller den 12. december. SNP har insisteret på den 9. december, fordi partiet mener, at dette vil føre til en opløsning af parlamentet så hurtigt, at Johnson ikke vil kunne presse sin brexitaftale igennem i al hast.

Både Liberaldemokraterne og SNP ønsker at indføre stemmeret for 16-årige, hvilket også prægede mandagens debat.

Johnson: Tiden er inde til et parlamentsvalg

Boris Johnson bekræfter uønsket udskydelse af brexit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også