EU-Kommissionen efterlyser større skridt fra techkoncerner mod misinformation

Techplatforme som Google, Twitter, Facebook, Microsoft og Mozilla er ikke i mål med indsatsen mod misinformation ifølge EU-Kommissionen. Tirsdag har Kommissionen offentliggjort en rapport fra techkoncernerne om deres indsats for at leve op til det frivillige adfærdskodeks, de underskrev sidste år.
På den positive side tæller, at der med adfærdskodekset er kommet større gennemsigtighed i techkoncernernes politik og indsats mod misinformation, men indsatsen er for uens, når det kommer til eksempelvis hastighed og gennemslagskraft, lyder det.
"Dette (større gennemsigtighed, red.) repræsenterer fremskridt i forhold til situationen inden kodeksets ikrafttræden, mens yderligere, større skridt fra enkelte underskrivere og gruppen som helhed stadig er nødvendige," fremgår det af meddelelsen.
Rapporten indgår som et punkt i EU-Kommissionen vurdering af, om der skal yderelige aktion til end det frivillige adfærdskodeks.
Kommissionen tager i begyndelsen af næste år stilling til, om det er tilstrækkeligt for at bekæmpe falske nyheder på de sociale medier, eller om der skal nye tiltag til.
"På dette grundlag vil Kommissionen forelægge sin omfattende vurdering i begyndelsen af 2020. Hvis resultaterne med adfærdskodekset viser sig at være utilfredsstillende, kan Kommissionen foreslå yderligere skridt, herunder af lovgivningsmæssig karakter," lyder det i meddelelsen.
Denne artikel er leveret af vores søstersite MediaWatch.
Relaterede artikler:
Ny EU-kommission vil indføre CO2-importskat
For abonnenter