EU vil lave handlingsplan mod kræft

De nye EU-kommissærer får ikke megen tid til at falde på plads i deres nye roller. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har nemlig lovet, at Kommissionen vil præsentere en række nye forslag inden for sine første 100 dage, og et af dem er en kræfthandlingsplan.
I sin tale til Europa-Parlamentet onsdag løftede Ursula von der Leyen en lille smule af sløret for det nærtforestående forslag. Hun garanterede ikke, at det vil komme inden for lige præcis 100 dage. Men det vil komme tidligt i starten af året, sagde hun.
Det skriver det politiske medie Altinget.
Det er den nye sundhedskommissær, Stella Kyriakides fra Cypern, der skal stå i spidsen for handlingsplanen for kampen mod kræft.
Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, får også travlt allerede i starten af sit nye job. Som ledende næstformand for det digitale område skal hun nemlig i løbet af 100 dage fremsætte et forslag om den europæiske tilgang til kunstig intelligens.
Herunder skal Vestager også undersøge, hvordan der i Europa kan gøres brug af de såkaldte big data, der ikke indeholder personoplysninger, til at skabe nye teknologier og forretningsmodeller.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MedWatch.)