Medie: Ny EU-Kommission vil hæve 2030-målet for CO2-reduktion

BRUXELLES
På mandag træder den nye EU-Kommission til, og første punkt på dagsordenen er at præsentere den store klimaplan European Green Deal. Financial Times har set en lækket version af planen, og den lægger op til en ændring af EU's mål for CO2-reduktion i 2030.
Ifølge papiret vil kommissionens nye formand, Ursula von der Leyen, bede medlemslandene om at reducere deres CO2-udslip med "mindst 50 pct. og op mod 55 pct." i sin nye plan. I dag er målet på 40 pct.
Ni medlemslande, herunder Danmark, har ellers opfordret kommissionen til at foreslå, at man sætter et mål på 55 pct., og i Europa-Parlamentet mener et flertal det samme.
Men ifølge en kilde, Financial Times har talt med, er formuleringen bevidst blevet mere blød for ikke at skræmme lande som Tyskland og Polen, der ikke har meget appetit på at forhøje målene.
Ursula von der Leyen forventes at fremlægge de første tiltag i sin klimaplan inden for de kommende uger.