EU-Kommission godkender lande: Bedre styr på hash og stoffer

Albanien og Nordmakedonien har gjort fremskridt i bestræbelser på EU-optagelse siden juni 2018, siger rapport.
EU's kommissær for udvidelse, Olivér Várhelyi, under pressekonferencen, hvor han indstiller Nordmakedonien og Albanien til at indlede optagelsesforhandlinger med EU. | Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
EU's kommissær for udvidelse, Olivér Várhelyi, under pressekonferencen, hvor han indstiller Nordmakedonien og Albanien til at indlede optagelsesforhandlinger med EU. | Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Nordmakedonien og Albanien har leveret, hvad de to kandidatlande bør og skal, for at EU kan indlede forhandlinger om optagelse. 

Det mener i hvert fald EU-Kommissionen. Det er EU-landene, som senere, muligvis i denne måned, skal træffe en beslutning om spørgsmålet. 

Mandag fremlagde EU's kommissær for udvidelse, Olivér Várhelyi, en ventet status over, hvilke fremskridt de to lande på Balkan har gjort. 

"EU-Kommissionen står fast på sin anbefaling om at åbne forhandlinger om optagelse med Albanien og Nordmakedonien. Jeg håber, at EU-landene vil træffe en positiv beslutning i de næste uger," siger Várhelyi. 

Anbefalingen kommer ikke som en overraskelse. EU-Kommissionen har flere gange tidligere sluttet, at landene er klar, og at EU bør indlede processen. 

Af statusrapporten fremgår det, at Albanien har gjort fremskridt i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, herunder narkohandel og dyrkning af hamp, der kan bruges til produktion af hash. 

Desuden har Albanien taget skridt i den rigtige retning, hvad angår retsreformer. Et krav om grundig kontrol af dommere og anklagere er blevet opfyldt, fremgår det af rapporten. 

Den dækker perioden fra juni 2018 til nu. 

Nordmakedonien har ifølge rapporten styrket et uafhængigt retsvæsen. Landets parlament har blandt andet formelt reformeret en lov om en offentlig anklager. Det har også været et krav fra EU. 

Desuden er bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption skærpet. Det siger rapporten. 

På flere topmøder i 2019 blev en beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger med landene blokeret. Et stort flertal af stats- og regeringschefer ønsker det, men flere lande anført af Frankrig har sagt nej.

Danmark har også været imod. Den danske regering er mest skeptisk, hvad angår Albanien. 

Tidligere i år fremsatte EU-Kommissionen efter fransk ønske et forslag til en ny metode for, hvordan man skal håndtere optagelsesprocessen. 

Efter dette har Frankrig sagt, at landet ikke længere er afvisende over for at indlede optagelsesprocessen, hvis ellers de to lande vurderes at have levet op til kravene.

På et møde mellem EU's europa- og udenrigsministre i slutningen af marts ventes EU-landene at tage stilling til, om optagelsesprocessen skal revideres. 

Det kan bane vej for, om stats- og regeringscheferne på et topmøde 26. og 27. marts kan træffe en beslutning om sagen. Det er ønsket for det roterende EU-formandskab, som Kroatien aktuelt har.

Lynproces indledes mod mulig EU-udvidelse på Balkan

Tyskland presser på for EU-forhandlinger med to balkanlande

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også