Danske forskere får EU-penge til udvikling af corona-vaccine

Forskere ved Københavns Universitet har fået 20 millioner kroner af EU til udvikling af en corona-vaccine.
Foto: ERIC GAILLARD/REUTERS / X00102
Foto: ERIC GAILLARD/REUTERS / X00102
AF RITZAU

Forskere på Københavns Universitet har fået penge af EU til udvikling af en vaccine mod coronavirus.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Man skal dog ikke regne med, at det er en vaccine, der kan bruges lige med det samme.

Forskerne håber på, at de første forsøg på mennesker kan laves indenfor de næste 12 måneder. Herefter vil det tage noget tid at få vaccinen rullet ud på markedet.

Det forklarer Morten Agertoug Nielsen, der er lektor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet. 

Han er også en af forskerne, der arbejder på projektet.

"Det kommer an på, hvor hurtigt myndighederne vil rulle sådan noget ud. Det kommer også an, hvordan forsøgene i mennesker kommer til at gå. Hvis der er nogle tegn på bivirkninger, så vil man ikke kunne rulle den ud hurtigt," siger Morten Agertoug Nielsen.

Det er derfor ikke en vaccine, der kan forventes at blive brugt til det nuværende udbrud af coronavirus, hvor over 100.000 mennesker er blevet registreret smittet.

Morten Agertoug Nielsen peger på, at det kan blive en vaccine til fremtiden, hvis coronavirusset bliver et tilbagevendende problem. 

Eksempelvis havde virusset Sars en meget høj smitterate i starten, hvorefter den forsvandt hurtigt igen.

"Det er ikke til at forudsige, hvordan det er med coronavirus. Der er allerede studier, der viser, at den kan mutere, så det kan blive en virus som influenza, der kan komme tilbage år efter år."

"Hvis det bliver sådan, så er det en vaccine, der kan bærer langt ind i fremtiden," siger han.

Pengene fra EU skal bruges til udvikling og produktion af vaccinen.

Hvis vaccinen skal udrulles til at kunne bruges på mennesker verden over, kræver det endnu flere penge, fortæller Morten Agertoug Nielsen.

Forskerne gik i gang med udviklingen af vaccinen for godt en måneds tid siden, umiddelbart efter udbruddet af virusset startede.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også