EU-Kommissionen vil øge genanvendelsen af plastik og elektronik

En ny handlingsplan fra EU-Kommissionen skal sikre, at europæiske virksomheder i stigende grad genanvender ressourcer. Der skal blandt andet særligt fokus på indpakning og elektronik.
EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevicius har fremlagt en handlingsplan for cirkulær økonomi. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevicius har fremlagt en handlingsplan for cirkulær økonomi. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Det danske klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi får en hjælpende hånd fra Bruxelles, hvor man nu også har planer om at sætte ind for at få øget genanvendelse.

På dagen hvor klimapartnerskabet har fremlagt sin ambition om genanvendelse af 90 pct. af alt affald i Danmark, har EU-Kommissionen fremlagt sin handlingsplan for cirkulær økonomi.

"Cirkulær økonomi er vores garanti for bæredygtig vækst i vores økonomier," sagde Virginijus Sinkevicius, der EU's miljøkommissær, på et pressemøde onsdag eftermiddag.

Handlingsplanen skal sikre, at alle europæiske virksomheder gør op med den linære produktionsmetode og i stedet begynder at genanvende. Det skal ske ved hjælp af en stribe forskellige initiativer fra kommissionen.

Blandt andet vil den fremsætte et lovforslag om bæredygtige produkter, hvilket har til formål at forlænge produkters levetid, gøre dem lettere at reparere og sørge for, at en større andel af dem består af genbrugsmaterialer i stedet for nye materialer.

Desuden varsler kommissionen, at den vil tage særlige initiativer inden for otte forskellige områder - elektronik, batterier og køretøjer, indpakning, plastik, tekstiler, bygninger og byggeri samt fødevarer.

Kommissionen vil også undersøge, om det er muligt at lave en fælles standard for affaldsindsamling i hele EU, så man kan kategorisere forskellige former for affald med henblik på ny anvendelse af materialerne.

Lykkes det kommissionen at komme igennem med sine initiativer, vil det ifølge dens egne beregninger være en gevinst for økonomien. Den vurderer nemlig, at det vil lægge 0,5 pct. til EU's BNP i 2030 og have skabt 700.000 nye job.

Selve handlingsplanen skal ikke godkendes af andre instanser i EU, men deciderede lovforslag skal behandles af EU's ministerråd og Europa-Parlamentet, inden de kan blive vedtaget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også