Vestager lover lynbehandling fra EU om økonomisk corona-hjælp

EU-Kommissionen gør det muligt for EU-lande at indføre hjælpepakker til virksomheder ramt af coronakrisen.
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De europæiske virksomheder skal have de bedste muligheder for at komme igennem de økonomiske problemer, som udbruddet af coronavirus skaber for deres forretning.

EU-Kommissionen indfører en "meget vidtgående mulighed", hvor de enkelte medlemslande kan søge EU om at få godkendt hjælpepakker om statsstøtte til landets virksomheder.

Ansøgningerne vil blive godkendt inden for 24 timer, siger EU-kommissær Margrethe Vestager.

"Det er ikke EU's opgave at tage en beslutning om, hvad for eksempel de danske skatteborgeres penge skal bruges til i denne sammenhæng."

"Det er det enkelte medlemsland, som tager den beslutning, men EU skal godkende hjælpeordningen. Det, vi gør, skal ikke ødelægge det fundament, vi skal bruge for at komme tilbage igen efter krisen," siger hun.

Hjælpepakkerne kan blandt andet handle om, at der bliver stillet likviditet til rådighed for de virksomheder, som har særligt brug for det, siger Vestager.

Torsdag fik den danske regering lov til at fordele 91 millioner kroner til arrangører af begivenheder, som er blevet aflyst på grund af coronavirus.

Vestager understreger samtidigt, at medlemslandene kan gøre meget uden at have brug for godkendelse fra EU-Kommissionen.

"Regeringerne kan give virksomhederne et ånderum uden at bede om lov fra EU-Kommissionen."

"Det kan være gennem lønstøtte eller give dem mulighed for at udskyde virksomheders indbetaling af moms," siger hun.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også