Coronavirus forsinker stort frihandelsprojekt i Afrika

Ambitionerne om at lancere en stor, intern handelsaftale i Afrika er indtil videre sat på pause på grund af coronakrisen. EU har postet millioner i at få projektet til at lykkes.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har to gange besøgt Addis Abbaba for at støtte op om arbejdet med en afrikansk handelsaftale. | Foto: Tiksa Negeri/Reuters/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har to gange besøgt Addis Abbaba for at støtte op om arbejdet med en afrikansk handelsaftale. | Foto: Tiksa Negeri/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Den 1. juli skulle det afrikanske kontinent have været klar med en stor handelsaftale, som gjorde det nemmere at handle på tværs af grænser i Afrikas 54 lande.

Men nu er projektet sat på pause på ubestemt tid, skriver Politico.

"Det ville være urimeligt for enhver regering at sætte ressourcer af til at møde den deadline, når folkesundheden er så alvorligt på spil," siger Wamkele Mene, der står i spidsen for samarbejdet, til mediet.

Forhandlingerne har fundet sted i regi af Den Afrikanske Union, og de er især accelereret under det sydafrikanske formandskab. EU har støttet op om det på sidelinjen og har indtil videre postet 60 mio. euro i projektet.

Aftalen ville nemlig potentielt kunne øge den intraafrikanske handel med 52 pct., og for EU's vedkommende håber man at få en ny, stærk allieret i kampen om at sikre det multilaterale handelssystem.

Med den amerikanske præsident, Donald Trump, i det Hvide Hus, har verdenshandelsorganisationen WTO været under pres, og han har flere protektionistiske åndsfæller rundt omkring i verden.

EU forsøger fortsat at arbejde for en regelbaseret, international handel sammen med allierede som for eksempel Canada og Japan, og håbet er, at de afrikanske lande vil slutte sig til den kamp, når de internt har fået en stor handelsaftale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også