PolicyWatch

EU's forårsprognose tegner historisk nedtur for økonomier i EU

Europa vil opleve et økonomisk chok, der ikke er set siden Depressionen, siger økonomikommissær i EU.

Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

Europa står foran "en recession af historiske proportioner", lyder indledningen til den årlige forårsprognose fra EU-Kommissionen, som spår "meget alvorlige socioøkonomiske konsekvenser".

I eurozonen skønnes økonomien i år at skrumpe 7,75 procent. Det vil være det største fald i eurozonens historie, mens den for alle 27 medlemslande står til en reduktion på 7,5 procent.

Så dyster en udsigt står i skarp kontrast til de foregående prognoser. Det hele er - som meget andet i øjeblikket - forårsaget af den virus, som spredes lynhurtigt over kloden med nedlukning af samfund til følge.

"Europa oplever et økonomisk chok, der ikke er set siden Depressionen (fra 1929 og nogle år frem, red.)," siger økonomikommissær Paolo Gentiloni.

Den italienske kommissær peger på, at mens krisen har givet et symmetrisk chok, hvilket betyder, at den har ramt alle lande og industrier i EU, så vil det være forskelligt, hvor dyb recession de enkelte lande ender i.

En økonomisk recession er et markant fald i den økonomiske aktivitet over alle sektorer i mindst et par måneder.

Især EU-lande i syd vil blive meget hårdt ramt af nedsat rejseaktivitet, da turisme fylder ekstra meget i disse økonomier.

Desuden står landene meget forskelligt i udgangspunktet. Nogle var bedre polstret end andre til at møde krisen.

"Disse forskelle udgør en trussel mod det indre marked og eurozonen. Men det kan afbødes gennem beslutsom og fælles handling i Europa. Vi skal løfte den opgave," siger Gentiloni.

Mens økonomierne skrumper i 2020, ventes der relativt høje vækstprocenter for 2021. Men det understreges i prognosen, at økonomierne næppe vil genvinde det tabte næste år.

Samtidig står inflationen, som man længe har ønsket at få op i nærheden af to procent, til at falde betydeligt. Inflation er stigningen i forbrugerpriserne.

Den skønnes i EU at blive 0,6 procent i 2020 og 1,3 procent året efter.

Coronakrisen har allerede fået store konsekvenser på arbejdsmarkedet.

Arbejdsløsheden, der de senere år har ligget nær et historisk lavt niveau i EU, vil stige fra 6,7 procent i 2019 til 9 procent i år. Den vurderes at falde igen til omkring 8 procent næste år.

/ritzau/

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier