EU-lande enige om sanktioner mod Hviderusland

Efter Hvideruslands masseanholdelser og hårde kurs mod demonstranter enes EU's udenrigsministre om sanktioner.
Foto: Sergei Gapon/AFP / AFP
Foto: Sergei Gapon/AFP / AFP
AF RITZAU

EU vil indføre nye sanktioner mod de embedsmænd i Hviderusland, der er ansvarlige for den hårde kurs mod oppositionen og demonstranter, der protesterer mod resultatet af søndagens valg.

Det meddeler udenrigsministrene fra Sverige og Tyskland ifølge nyhedsbureauerne Reuters og TT.

"Det, der er sket i Hviderusland i de seneste dage, er fuldkommen uacceptabelt og kræver en tydelig reaktion fra EU, siger den tyske udenrigsminister," Heiko Maas.

"Vi går efter at sætte visse personer, der er velkendte og har deltaget i forbrydelser mod fredelige demonstranter, på EU's sanktionsliste."

Beslutningen er taget på et møde mellem de 27 EU-landes udenrigsministre fredag.

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, skriver på Twitter, at EU nu vil indlede processen med at indføre sanktioner "mod de ansvarlige for volden, anholdelserne og svindlen i forbindelse med valget".

Det er fredag aften endnu ikke meddelt offentligt, hvem der bliver ramt af sanktionerne. Proceduren i EU tilsiger, at navnene først bliver meldt ud senere.

Mindst 6700 demonstranter er blevet anholdt for at protestere efter søndagens valg i Hviderusland.

Den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko, fik ifølge det officielle resultat 80 procent af stemmerne. Den 37-årige udfordrer, Svetlana Tikhanovskaja, fik omkring ti procent.

Tikhanovskaja er flygtet ud af landet og opholder sig nu i Litauen. Her udsendte hun tidligere fredag en opfordring til sine landsmænd om at fortsætte protesterne.

Hun opfordrer også til, at politiet stopper volden og at de mange klager om valgsvindel undersøges.

EU har tidligere beskrevet søndagens valg i Hviderusland som "hverken frit eller fair" og har fordømt politiets fremfærd.

Også FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, har fordømt de tusindvis af anholdelser.

De omfattende protester mod valgresultatet er den hidtil alvorligste udfordring for Lukasjenko i løbet af hans 26-årige styre, skriver Reuters.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også