BRUXELLES

Egentlig skulle den træde kraft til nytår – reformen af EU' fælles landbrugspolitik. Eller CAP'en som den kaldes på EU-slang (Common Agricultural Policy).

Siden EU-Kommissionen præsenterede deres meddelelse tilbage i november 2017 om "Fremtiden for fødevarer og landbrug i EU", har fremskridtene på området dog været mildest talt beskedne.

Men efter EU's stats- og regeringsledere i sommer endelig blev enige om et nyt budget for 2021-2028, er de overordnede rammer for reformen lagt, og derfor begynder der nu at ske noget.

I EU-Parlamentet er man ved at finde frem til sin forhandlingsposition og mandag og tirsdag mødes den danske fødevareminister Mogens Jensen (S) med sine europæiske kolleger i Bruxelles for at blive enige om, hvordan de mener, reformen skal se ud.

AgriWatch forsøger at give dig overblikket over, hvorfor CAP-reformen har været så længe undervejs, hvad den egentlig handler om, hvor langt vi er, og hvad der er det vigtigste for de danske landmænd at få igennem, som tingene står nu.

Hvorfor har det taget så lang tid?

Efter EU-Kommissionen præsenterede sin meddelelse om ideen til en CAP-reform i november 2017, kom Kommissionen med deres forslag til, hvordan den kunne se ud i sommeren 2018.

Men der har været stor uenighed i EU-Parlamentet både internt i landbrugsudvalget og mellem landbrugs- og miljøudvalget om, hvor mange penge landmændene burde få, hvordan de skulle fordeles, og hvad landmændene skulle gøre for at gøre landbruget grønnere. De uenigheder kunne ikke overkommes inden, der gik parlamentsvalg i den i foråret 2019, og derfor blev forhandlingerne om landbrugsreformen i parlamentet skudt til det nye parlament, der trådte sammen efter sommeren.

Samtidig gik budgetforhandlingerne mellem EU-landene trægt i forhold til budgettet for 2021-2028. Der var stor uenighed om, hvordan hullet efter Storbritannien skulle lukkes, og i februar 2020 måtte stats- og regeringslederne gå hvert til sit uden at være enige. Kort efter udbrød coronakrisen, Europa gik i undtagelsestilstand, og det var først i juli i år, at medlemslandene blev enige om et budget, og dermed de overordnede rammer for landbrugsreformen.

Derfor er medlemslandene og EU-parlamentet blevet enige om, at landbrugsreformen først skal træde i kraft fra januar 2023, altså to år senere end oprindeligt tænkt. Ellers er der ikke tid til at få lovgivningen ordentligt på plads både på EU-plan og nationalt ude i medlemslandene.

Hvad ser de overordnede rammer for reformen ud?

Ved stats- og regeringsledernes topmøde i juli blev man enige om, at landbruget tildeles i alt 343,95 mia. euro. De 258,594 mia. euro hører under søjle et – altså den støtte som landmændene får i direkte støtte ind på bundlinjen. De sidste 85,32 mia. euro hører under søjle to – altså landdistriktsmidlerne, og gives som hovedregel til at gøre landbrugene grønnere for. De 7,5 mia. euro kommer fra den genopretningsfond på 750 mia. euro, som EU-topcheferne besluttede at gå ud og låne til for at genrejse Europa oven på coronakrisen.

Landbrugets andel svarer på papiret til nogenlunde det samme som sidste budgetperiode, men eftersom der blev regnet i 2018-priser, da budgettet blev lagt, så betyder inflationen, at landbruget reelt mister cirka 10 pct., hvis man omregner til nutidspenge.

Den store genopretningsfond, har dog to programmer under sig – den såkaldte genopretnings- og resiliensfacilitet og Just Transition Fund, som eventuelt også kan komme landmændene til gode. Det er op til medlemslandene, hvordan deres bidder af de to fonde, som henholdsvis skal bruges til støtte af erhvervslivet og til grønne formål skal bruges nationalt.

To andre vigtige ting, der blev bestemt i forbindelse med budgettet for landbruget, var større fleksibilitet mellem søjlerne og så et frivilligt støtteloft.

Fleksibiliteten betyder, at landene fremover kan flytte 40 pct. af midlerne fra søjle et over til søjle to. I dag er det kun 15 pct..

Samtidig må de lande i EU, hvis landbrug får direkte støtte, som ligger under 90 pct. af EU-gennemsnit flytte op til 30 pct. af midlerne fra søjle to til søjle et. Det er typisk østlandene, der da de kom med i EU ikke fik så meget i direkte støtte som "de gamle lande" ud fra devisen om, at det også var billigere at drive landbrug hos dem.

Stats- og regeringscheferne indførte desuden et støtteloft på 100.000 euro til et landbrug. Det blev dog gjort frivilligt, om de enkelte lande vil gøre brug af loftet.

Hvad er vigtigt for de danske landmænd nu?

Set med danske landmænds øjne, skal Mogens Jensen nu kæmpe for, at støttelofterne forbliver frivillige.

I Danmark mener man, at det er urimeligt, at landbrug af en vis størrelse ikke også skal have penge for de sidste hektarer, som de mener er lige så dyre at drive som de første. Og så vil man gerne sikre sig, at der ikke indføres såkaldt degressivitet – altså, at støtten falder gradvist per hektar opad.

De danske landmænd bryder sig heller ikke om den konkurrenceforvridning, der kan ligge i fleksibilitetsmekanismerne omkring de to søjler. Alle lande har ikke en ligelig fordeling af pengene mellem søjlerne. Danmark har en relativ lille søjle to, fordi danske landmænd generelt har været hurtige til at omstille deres landbrug i en grøn retning, og derfor ikke har haft brug for landdistriktsmidler i samme omfang som andre.

Men landmændene frygter nu, at der bliver taget for meget fra søjle et – deres direkte støtte – for at føre over til søjle to i bestræbelsen på at gøre landbruget endnu grønnere. Hvis det sker samtidig med, at man for eksempel i Polen kan overføre en stor portion fra deres store søjle to til søjle et, fordi de er kommet bedre med på de grønne tiltag og ikke længere behøver så mange penge i søjle to, så vil det hæve de polske landmænds direkte støtte, og dermed skabe en konkurrenceforvridning.

Derfor ser de danske landmænd gerne, at Mogens Jensen kæmper for, at ”grønningen” af landbruget kommer til at ske gennem de såkaldte echo schemes, der handler om miljø- og klimatiltag, i stedet for gennem fleksibilitetsmekanismen. Og man vil have, at alle skal leve op til samme echo schemes, og ikke at de bliver frivillige, som mange af de østeuropæiske lande gerne ser.

Endelig er der den såkaldte snak om GLM krav 9 – som handler om, at hver bedrift skal udlægge en andel af deres jord til naturområde for at sikre biodiversiteten. Spørgsmålet er hvor stor en del, hvilken type jord, der kan bruges til den slags, og om den del også skal have landbrugsstøtte.

Her er de danske landmænd også optaget af, at der kommer så ens mulige regler i alle lande. De vil ikke have, at der udlægges for meget til fri national fortolkning, så der i nogle lande bliver tale om en total braklægning, mens der i andre godt må produceres for eksempel hestebønner på den type jord.

Hvordan ser tidsplanen ud?

Planen er, at landbrug- og fødevareministrene kan handle deres forhandlingsposition af i oktober, ligesom EU-parlamentet forventes at kunne det samme. Derefter skal parlamentet, medlemslandene og EU-Kommissionen forhandle i de såkaldte trilogforhandlinger for at nå frem til et kompromis, og overholdes tidsplanen, som det er det tyske EU-formandskabs ambition, kan der ligge en politisk aftale med udgangen af 2020.

Djævlen ligger imidlertid som bekendt i detaljen. Og detaljerne er der ekstremt mange af på dette område, så den tidsplan kan meget vel skride.

Efter den politiske aftale er i hus, skal der udformes love og forordninger på både EU-niveau og nationalt niveau. Det tager tid, og derfor er man blevet enige om, at landbrugsreformen først vil træde i kraft 1. januar 2023.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)