BRUXELLES

Tirsdag indledes den niende og sidste officielt programsatte forhandlingsrunde mellem EU og Storbritannien for at finde en løsning på et fremtidigt forhold mellem de to parter.

På et topmøde d. 15/16. oktober er det meningen, at EU’s stats- og regeringsledere skal tage bestik af situationen, og vurdere status i forhold til, om det stadig er muligt at nå en aftale.

Det ser umiddelbart svært ud efter at temperaturen mellem EU og Storbritannien faldt til frysepunktet for tre uger siden, da det kom frem, at den britiske regering ville fremlægge et lovforslag om et indre marked for England, Skotland, Wales og Nordirland.

Lovforslaget vil, hvis det vedtages, underminere den udtrædelsesaftale, som EU og Storbritannien indgik i forhold til Nordirland i oktober sidste år.

I Bruxelles var man målløse, og det samme var mange internt i den britiske regerings eget parti.

Næstformand i EU-Kommissionen, Maros Sefcovic, tog straks til London for at mødes med Michael Gove, det nærmeste Storbritannien kommer en Brexit-minister. De to leder den såkaldte Joint Commitee, der skal overvåge, at udtrædelsesaftalen for Storbritannien, der trådte i kraft 31. januar i år overholdes, som den skal.

Det er i den udtrædelsesaftale, aftalen omkring Nordirland er skrevet ind, og den siger, at Nordirland formelt forlader EU sammen med England, Skotland og Wales, men at landsdelen reelt forbliver i EU’s toldunion. Aftalen blev indgået for at forhindre en fysisk grænse mellem Irland og Nordirland, hvilket er imod Good Fridayaftalen fra 1998, som siger, at der aldrig mere skal være kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.

Derfor siger oktoberaftalen, at toldgrænsen mellem EU og Storbritannien skal ligge i Det Irske Hav, så Nordirland i praksis forbliver en del af EU’s toldområde. Den nye britiske lov om et indre marked vil imidlertid køre hen over udtrædelsesaftalen og tillade, at Storbritannien for eksempel kan indføre egne told- og statsstøtteregler i Nordirland, hvis regeringen finder det nødvendigt.

Maros Sefcovic krævede efter mødet, at den britiske regering hurtigst muligst fjernede de omstridte dele af lovforslaget. Og senest med udgangen af september. Det er ikke sket endnu, og det er 1. oktober på torsdag.

Hvad sker der, hvis lovforslaget ikke ændres inden torsdag?

Ingenting. Der er blevet snakket om, at EU vil ”indlede procedurer” mod Storbritannien, hvis ikke lovforslaget ændres eller trækkes tilbage, men så længe det ikke er vedtaget endnu, kommer det ikke til at ske.

I Bruxelles er fornemmelsen, at Sefcovic nok var lidt hurtig på aftrækkeren og mest handlede på egen hånd, da han fik sagt ”inden udgangen af måneden”.

Parterne mødes i Joint Commitee mandag formiddag og Sefcovic holder pressemøde senere på dagen. Så hører vi nok mere om truslerne.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at EU ikke vil acceptere en endelig aftale med briterne, hvis lovforslaget bliver vedtaget som det er. Argumentet er, at hvorfor skal briterne overholde en aftale om et fremtidigt forhold, hvis ikke de kan overholde udtrædelsesaftalen? Og ingen vil tillade, at freden i Nordirland sættes på spil. Men der er ikke noget, der kommer til at stå og falde med udgangen af denne måned.

Hvad sker der på forhandlingssiden?

Forhandlingerne kører videre. Forhandlingerne om et fremtidigt forhold er ét spor, mens overholdelsen af udtrædelsesaftalen er et andet, og de to vil først blive flettet sammen til sidst.

På forhandlingssiden rapporteres stemningen til at være ”ok god” blandt forhandlerne.

I Bruxelles kalder man sig selv ”den voksne i rummet”. Hvilket betyder, at EU ikke bliver den der rejser sig og går fra forhandlingerne. Man vil blive ved at prøve til sidste blodsdråbe. Deadline for en mulig aftale har længe heddet topmødet i oktober, men hele den sidste måned i Bruxelles har man snakket ”til november”, så selvom vi snart er ude i overtid, er der ikke noget, der lukker ned endnu.

Samtidig forlyder det, at det rent faktisk rykker sig lidt på forhandlingssiden. I Bruxelles siger diplomatiske kilder, at det mest er udtryk for britisk spin, fordi briterne gerne vil vise, at der sker lidt på trods af den nye indre marked-lov, de har smidt på banen.

Fra begge hold lyder det dog, at der nok skal blive fundet en løsning på fiskeriproblematikken, som har været en af de helt store knaster. EU vil have en langtidsaftale for de europæiske fiskere i britisk farvand, mens Storbritannien vil forhandle kvoter fra år til år. Men det skulle der kunne findes en løsning på.

Det helt store problem, der udestår, er det, der hedder level playing field – altså en mekanisme, der sikrer, at britisk og europæisk erhvervsliv kommer til at spille efter samme vilkår, så der ikke er nogen, der får konkurrencefordele.

Kan en aftale nås?

Ja det kan den stadig godt. Men det meget slidte frase, om at klokken tikker er stadig gældende. Vinduet bliver selvfølgelig mindre og mindre for hver dag, men det skubbes også hele tiden.

EU-Parlamentet, der endeligt skal godkende en aftale, har sagt, at de er nødt til at have den senest i november, hvornår præcist er dog uklart. Men den skal oversættes til 27. sprog, godkendes af Parlamentet og derefter endeligt af medlemslandene sammen. Og så skal den også nås at ratificeres i de 27 EU-lande inden udgangen af året. Herunder i visse regionale forsamlinger. Kan nogen huske, da det vallonske regionsparlament ikke ville ratificere handelsaftalen med Canada og det hele blev forsinket?

Så uanset hvor lang tid man forsøger at blive ved, så er der nogle skridt til sidst, som man skal igennem, og derfor er det ikke tomme trusler, når EU-Parlamentet snakker november.

Det helt store problem tidsmæssigt er, at der ikke foreligger en decideret aftaletekst endnu. EU har godt nok et udkast på en del hundrede sider, som Michel Barnier gerne vifter med i ny og næ i Kommissionens presserum, men spørgsmålet er, om briterne vil acceptere den. Og bare regler om statsstøtte kræver en del sider, for at der er styr på det spørgsmål.

Vil briterne overhovedet en aftale?

Det er 10.000 kroner-spørgsmålet, som ingen kan svare på. I sidste ende er det op til premierminister Boris Johnson, og han er umulig at læse efter de traditionelle politiske håndbøger.

Nogle bud lyder på, at han har tænkt sig at gå over i historien som den mand, der gav briterne deres fulde suverænitet tilbage, og er der et ord, der kan få folk til at synes, det er en god idé med mindre EU, så er det det. Bare se, hvad der sker, når det hives op af hatten herhjemme, når vi holder folkeafstemninger om EU.

Og Boris Johnson har nu en coronakrise han kan gemme sig bag i forhold til at bryde helt med EU, for det kan blive svært at se, hvad det reelt er, der får landet ud af kurs, lyder nogle teorier.

Andre mener dog, at der kun er tale om spil for galleriet fra Johnsons side i øjeblikket. Han er så presset – også internt i sit parti – at han ikke vil risikere at være manden, der ikke kan levere et ordentligt Brexit.

Han har før vendt på en tallerken i sidste øjeblik, hvilket han gjorde i forhold til udtrædelsesaftalen, så det kan han gøre igen. Og han har et spinapparat, der kan udlægge alt til en sejr. Også selvom han ender med at danse efter EU’s pibe.

Hvilke af de to sider, der har ret, er umuligt at sige. Som man siger i Bruxelles: Vi ved ikke reelt, hvor stor mandens "mad man"-faktor er.

Men nu er der snart ikke meget mere end to måneder til, vi nok kan begynde at kunne se svaret.