Medie: Merkel vil lukke alle tyske barer og restauranter

Angela Merkel mødes med delstatsledere i Tyskland onsdag. 15.000 nye syge med covid-19 det seneste døgn.
Forbundskansler Angela Merkel skal mødes med ledere fra Tysklands 16 delstater onsdag for at drøfte coronasituationen. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Forbundskansler Angela Merkel skal mødes med ledere fra Tysklands 16 delstater onsdag for at drøfte coronasituationen. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Forbundskansler Angela Merkel ønsker at lukke alle barer og restauranter i Tyskland i forsøget på at bremse smitten med coronavirus.

Det erfarer den tyske avis Bild.

Merkel skal mødes med ledere fra landets 16 delstater onsdag for at drøfte situationen. Hun ønsker, at regeringen og delstatslederne skal blive enige om en nedlukning, der træder i kraft den 4. november.

Robert Koch Instituttet foretager den officielle registrering i Tyskland af smittede med covid-19. Instituttet kunne onsdag morgen fortælle, at der siden tirsdag er konstateret knap 15.000 nye smittede. 27 er døde med sygdommen.

Tallet døgnet forinden var godt 11.400 smittede.

Bild har set et udkast til beslutningen om at lukke mere ned. Ifølge udkastet vil Merkel også lukke fitnesscentre, kasinoer og biografer, samt teatre, operahuse og koncerthaller.

Butikker kan forblive åbne, hvis de rette sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt såsom et begrænset antal kunder og adgang til håndsprit.

Skoler og daginstitutioner er undtaget en kommende nedlukning, skriver avisen.

I udkastet står der også, at den tyske regering vil yde økonomisk støtte til de virksomheder, der bliver ramt af nye nedlukninger. Dette ventes også at blive præsenteret onsdag, skriver Bild.

Merkel vil med nye stramninger også begrænse borgeres sociale liv. Det skal ske ved, at folk kun må mødes med medlemmer fra egen og én anden husstand offentligt.

Regeringen melder, at folk vil blive straffet, hvis dette overtrædes. Det nævnes ikke hvordan.

Tyskland er blevet rost for landets coronastrategi, og det er lykkedes tyskerne at holde antallet af smittede langt under andre store nationers niveau.

Alligevel står Tyskland lige nu over for et hurtigt stigende antal smittetilfælde.

Merkel advarede tirsdag om, at Tysklands sundhedsvæsen kan kollapse, hvis stigningen af smittede fortsætter.

Den tyske økonomiminister, Peter Altmaier, sagde, at Tyskland sandsynligvis vil nå 20.000 nye smittede om dagen i slutningen af denne uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også