EU's stats- og regeringschefer fordømmer angreb i Frankrig

EU-landes ledere fordømmer angreb i Nice, og de opfordrer til dialog mellem verdens religioner og samfund.
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i EU-topmødet torsdag aften, der afholdes som en videokonference. | Foto: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i EU-topmødet torsdag aften, der afholdes som en videokonference. | Foto: Olivier Hoslet/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU's stats- og regeringschefer fordømmer et knivangreb i Frankrig torsdag. I fælles erklæring opfordrer de til "dialog og forståelse mellem samfund og religioner" i verden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i topmødet torsdag aften, der afholdes som en videokonference.

"Vi er chokerede og bedrøvede over terrorangrebene i Frankrig. Vi fordømmer på det kraftigste disse angreb, som er et angreb på vores fælles værdier," hedder det i erklæringen.

Tidligere torsdag angreb en mand flere personer med kniv i den sydfranske by Nice. I og ved kirken Basilique Notre-Dame, der ligger nær byens havn, dræbte han to kvinder og en mand.

Efter angrebet råbte han "allahu akbar" (Gud er størst, red.), da han blev skudt og såret af politiet.

"Vi står samlet og fast i vores solidaritet med Frankrig, med det franske folk og med Frankrigs regering i vores fælles og fortsætte kamp mod terrorisme og voldelig ekstremisme," skriver de 27 EU-lederne.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, rejste torsdag til Nice, hvor angrebet skete.

På topmøde skal EU-landene tale om håndteringen af coronavirus, som over hele EU blusser op igen. Det ses allerede i store stigninger i antal smittede og antal indlagte. Landene vil forsøge at samarbejde bedre.

På EU-plan arbejder man sammen om en vaccine og test for virus. Man forsøger også at koordinere regler for rejseaktivitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også