Ugen i EU: Afgørende Brexit-slag og spækket topmødedagsorden

Det er de helt tunge emner som de endelige Brexit-forhandlinger, løsning på budgetkrisen og nye mål for CO2-reduktion, der præger ugen i EU's hovedsæde.
Statsminister Mette Frederiksen (S) må endnu en gang på med masken, når hun torsdag tager til Bruxelles for at holde topmøde med sine europæiske kolleger under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel (t.h.) | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) må endnu en gang på med masken, når hun torsdag tager til Bruxelles for at holde topmøde med sine europæiske kolleger under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel (t.h.) | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Alle i Bruxelles holder vejret ved indgangen til denne uge, som forventes at være den, hvor der lander en aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. Eller den, hvor en sådan falder på gulvet.

I skrivende stund er det op til den enkeltes tro, hvad udfaldet bliver. 

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, skal tale i telefon mandag aften om situationen.

Ministerrådsmøder en masse

Tidligere på dagen snakker både EU’s udenrigsministre, forbrugerbeskyttelsesministre, og telekommunikationsministrene sammen.

Udenrigsministrene, der som de eneste mødes fysisk, skal snakke relationerne til Tyrkiet og USA, mens forbrugerbeskyttelsesministrene skal diskutere covid-19, og telekommunikationsministrene skal drøfte forslaget til en retsakt om data governance, som Kommissionen offentliggjorde 25. november.

Tirsdag holder EU’s transportministre videokonference for at drøfte et forslag om revision af EU's vejafgiftsdirektiv (eurovignet) og Kommissionens forslag om det fælles europæiske luftrum.

Europaministrene snakker også sammen over nettet for at forberede det topmøde, som stats- og regeringscheferne holder senere på ugen.

Samme dag er der også møde i Europaudvalget på Christiansborg, hvor statsminister, Mette Frederiksen (S), skal hente mandat til topmødet i Bruxelles, der starter torsdag.

Onsdag holder EU-Kommissærerne deres ugentlige møde, hvor de skal diskutere forslag til en ny klimapagt, der skal engagere europæerne i kampen for klimaet. Derudover er der blandt andet også en strategi for bæredygtig mobilitet og nye regler for batteri-sektoren på dagsordenen.

Onsdag er der også videotopmøde mellem EU’s topledere og Den afrikanske Union. På grund af corona-pandemien er det endnu ikke lykkedes i år at afholde fysisk topmøde mellem de to parter.

Både topmøde og eurotopmøde

Torsdag er der møde i Europaudvalget i gang, hvor fødevareminister Rasmus Phren (S) for første gang skal hente mandat til de fiskeriforhandlinger der skal foregå i EU-regi 15./16. december. Der skal også forberedes miljøministermøde 17. december.

Torsdag er også den dag EU’s stats- og regeringsledere i Bruxelles til fysisk topmøde. Alle håber en aftale med Storbritannien er fundet på det tidspunkt, fordi dagsordenen er diger nok som den er uden det punkt oven i.

EU’s top skal blandt andet beslutte sig for et CO2-reduktionsmål i 2030, og så skal der diskuteres budget og genopretningsfond. Ungarn holder fast i sit veto mod budgettet for 2021-2028, mens Polen er ved at bløde op overfor den rule of law-klausul de andre lande vil have puttet ind i budgettet. Klausulen betyder, at et EU-land kan blive trukket i støtte, hvis det ikke overholder retsstatsprincipperne. Problemet er, at den store genopretningsfond på 750 mia. euro, som meget gerne skal sættes i gang i det nye år, ikke kan komme ud over rampen før budgettet er på plads.

Som om det ikke var nok, skal stats- og regeringslederne også snakke covid-19, herunder vacciner og tests og restriktioner. Efter nylige terrorangreb i Frankrig og Østrig er bekæmpelse af terrorisme og voldelig ekstremisme også på programmet ligesom forbindelserne til Tyrkiet og situationen i HongKong.

Fredag efter topmødet er der Eurotopmøde, hvor stats- og regeringslederne uden for euroen også deltager. Fokus er på bankunionen og kapitalmarkedsunionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også