Medie: UK siges at have gjort betydelige indrømmelser i forhandlinger

Især med hensyn til fiskeri har briterne rykket sig langt, forlyder det ifølge Reuters - i forhold til det britiske tilbud for en uge siden om en treårig adgang til britisk farvand og en 80 pct. reduktion i kvoterne.
Foto: JOHANNA GERON/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: JOHANNA GERON/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

En handelsaftale mellem Storbritannien og EU lader til at være rykket nærmere. Onsdag aften forlyder det ifølge en fransk embedsmand ifølge Reuters, at Storbritannien har gjort betydelige indrømmelser i handelsforhandlingerne over de seneste to dage, hvor parterne har forsøgt at nå til enighed.

"Briterne har gjort enorme indrømmelser i forhandlingerne inden for de sidste 48 timer," siger den unavngivne kilde ifølge Reuters.

Især med hensyn til fiskeri har briterne rykket sig langt, forlyder det - i forhold til det britiske tilbud for en uge siden om en treårig adgang til britisk farvand og en 80 pct. reduktion i kvoterne.

EU-landenes repræsentanter har de seneste dage holdt sig klar, for tiden løber ud om blot otte dage, når den overgangsperiode, der blev aftalt, da briterne forlod EU 31. januar, udløber.

Også BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, skriver, at en aftale er tæt på.

"David Frost (Storbritanniens chefforhandler, red.) og EU's Stéphanie Rico er stadig i forhandlingslokalet i Bruxelles - aftalen er ikke færdig - det lader til, at der kommer en aftale i aften. Men intet er underskrevet endnu," skriver hun.

Hun skriver desuden, at det ikke er alle EU's medlemslande, der har set aftaleudkastet.

"Det er tydeligt, at vi er på sidste etape. Men det er ikke slut endnu, og parterne forhandler stadig i 11. time denne eftermiddag," skriver hun på Twitter.

Det var oprindeligt planen, at aftalen, der fylder omkring 2000 sider, skulle være klar, i tide til at Europa-Parlamentet kunne debattere og godkende den ved afstemning.

Men tiden er løbet fra den køreplan. I stedet er det målet at indgå en aftale, der får midlertidig virkning fra 1. januar, hvorefter godkendelsen må komme på forventet efterbevilling.

EU-landene skal dog sige ja til dette, og derfor har diplomater i flere dage holdt sig parate til at rykke ud, så snart chefforhandlerne siger, at de er klar.

En aftale vil sikre, at handlen med varer kan forblive toldfri og afgiftsfri efter nytår. Varehandlen er omtrent halvdelen af den samlede handel mellem briterne og EU-landene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også