ECB-boss om øget fart på opkøb: Effekten kommer senere

EU-landene og EU-Kommissionen skal få liv i genopretningsfonden uden forsinkelse, siger ECB-chef Lagarde.
Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
AF RITZAU

Virkningen af sidste uges melding fra Den Europæiske Centralbank (ECB) om, at der nu sættes mere fart i det store coronaopkøbsprogram (PEPP), kommer med forsinkelse.

Det siger ECB-chef Christine Lagarde i Europa-Parlamentet, hvor hun torsdag formiddag har sit første møde i år med økonomiudvalget. Det finder sted på video.

"Den forøgede hastighed i vores opkøbsprogram vil blive synlig, når den har konsolideret sig over en længere tidsperiode," siger Lagarde.

Hun henviser til, at de ugentlige registreringer forvrænges af støjende faktorer, som lejlighedsvise indfrielser af obligationer, der kommer i klumper.

Franskmanden taler med parlamentarikerne på årsdagen for udmeldingen om det store opkøbsprogram, PEPP, der blev iværksat for at redde de europæiske økonomier, da coronaen ramte.

"Pandemiens effekt - ikke kun på økonomierne, men på alle aspekter af vores liv, betyder, at vi ikke kan tillade os at fejre årsdagen for PEPP. Men det er ikke desto mindre vigtigt at se tilbage og være stolt," siger Lagarde.

PEPP blev for et år siden fastsat til 750 milliarder euro. Men programmet er udvidet flere gange. Loftet har siden 10. december 2020 været 1850 milliarder euro.

Lagarde konstaterer, at den økonomiske udsigt på den korte bane i eurozonen er helt domineret af pandemiens udvikling. Og dermed også i høj af tempoet i udrulningen af vacciner, som hun nævner flere gange.

Hun kommer også med en direkte opfordring til EU-Parlamentet og medlemslandene. De skal få pengene fra EU's store genopretningsfond på 5580 milliarder kroner i sving "uden forsinkelse".

"Ved at skabe lysere udsigter for økonomien hos virksomheder og private vil finanspolitikken også kunne styrke effekten af de pengepolitiske skridt," siger Christine Lagarde.

Den aktuelle stopklods er medlemslandene. De har endnu ikke afsluttet arbejdet med at lægge planer for, hvordan milliarderne skal bruges.

Det er en proces mellem landene og EU-Kommissionen. Kommissionen skal sikre, at pengene bliver brugt i henhold til de fælles spilleregler.

Det vurderes, at milliarderne fra puljen tidligst kan komme i anvendelse fra sommer. Det har blandt andre EU's økonomikommissær sagt tidligere i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også