PolicyWatch

IMF forudser stærk økonomisk vækst i år

Den globale vækst kan blive den højeste i knap 50 år, siger cheføkonom efter opjusteret prognose fra IMF.

"Vaccinerne er endnu ikke tilgængelige for alle og overalt. Alt for mange mennesker oplever stadig tab af job og stigende fattigdom," siger chefen for den Internationale Valutafond, Kristalina Georgieva. | Foto: NICHOLAS KAMM/AFP / AFP

Coronakrisen bragte den globale økonomi i knæ i 2020 og fik regeringer over det meste af verden til at ty til massive hjælpepakker.

Men både i 2021 og 2022 venter bedre tider, mener Den Internationale Valutafond (IMF).

IMF's prognose for verdensøkonomien udkommer først i næste uge. Men tirsdag løfter IMF sløret for, at der er endnu en opjustering i vente.

I den seneste prognose fra januar forventede IMF en vækst i den globale økonomi på 5,5 procent i 2021 og 4,2 procent i 2022. Den bliver nu opjusteret yderligere.

"Et forsigtigt gæt herfra er, at IMF's skøn for BNP-væksten i år nu vil snige sig op i omkring 6 procent," skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Han peger på, at hvis væksten i verdensøkonomien ender med at blive på 5,5-6 procent i år, vil der være tale om den højeste BNP-vækst i verdensøkonomien siden 1973, hvor man så en vækst på 6,5 procent.

"Ved indgangen til 2021 havde jeg ærlig talt ikke turde håbe på, at verdensøkonomien ville træde ud af coronakrisen med så store syvmileskridt, som vi ser i øjeblikket," skriver Tore Stramer.

"En global vækst, der kan blive den største i knap 50 år, er rent ud sagt vild læsning," tilføjer han.

En del af fremgangen skal dog ses i sammenhæng med, at verdensøkonomien skrumpede med omkring 3,5 procent i 2020.

IMF's opjustering skal blandt andet ses i lyset af en gigantisk finanspolitisk hjælpepakke, der er vedtaget i USA.

Også udrulningen af coronavacciner i en række vestlige lande er med til at sende forventningerne i vejret.

IMF-direktør Kristalina Georgieva peger dog på, at udviklingen på det punkt er meget skæv. Både når man ser på regioner og lande, men også internt i de enkelte lande.

"Vaccinerne er endnu ikke tilgængelige for alle og overalt. Alt for mange mennesker oplever stadig tab af job og stigende fattigdom," siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Verdens to største økonomier, USA og Kina, trækker den hastige økonomiske genopretning fremad, siger Georgieva.

Men en lang række lavindkomstlande har brug for mere hjælp, understreger hun.

I forvejen har IMF ydet lån på over 107 milliarder dollar til 85 lande, mens 29 af verdens fattigste lande har fået gældslettelse.

Nye vurderinger peger på, at landene kan få brug for omkring 200 milliarder dollar i de kommende fem år til at få bugt med pandemien og yderligere 250 milliarder dollar til at få økonomierne tilbage på sporet, skriver Reuters.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier