Sveriges mål om vacciner skubbes halvanden måned til august

Der er ikke vacciner nok til at kunne vaccinere alle voksne svenskere midt på året, siger socialministeren.
Foto: 10070 Jessica Gow/TT/TT NYHETSBYRÅN/Ritzau Scanpix
Foto: 10070 Jessica Gow/TT/TT NYHETSBYRÅN/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/TT

Sverige opgiver målet om, at alle voksne skal være blevet tilbudt vaccinationer mod covid-19 inden 1. juli. Det oplyser socialminister Lena Hallengren på et pressemøde torsdag.

"Datoen er nu flyttet fra midt på året til 15. august," siger Hallengren.

"Der er ikke tilstrækkeligt med vacciner til at nå målet," siger hun.

Den nye prognose lyder nu, at alle over 65 år har fået mindst en dosis med coronavaccinen inden 16. maj. Alle over 18 år ventes at have fået mindst første dosis inden 15. august.

Men den svenske socialminister kan ikke sige præcist, hvornår alle ventes at have fået begge stik og dermed være færdigvaccinerede.

"Man kan ikke sige med sikkerhed, hvornår alle har fået anden dosis," siger hun og begrunder med, at der er nogle vacciner, der kun kræver ét stik, og at der for nogle andre vacciner kan gå op til 12 uger mellem stikkene.

Hidtil har over 1,1 million svenskere fået den første vaccinedosis. Det svarer til 13,7 procent af den voksne befolkning. Mange af landets ældre er vaccineret.

Marie Morell, som leder Sveriges Kommuners og Regioners sundhedsudvalg siger til nyhedsbureauet TT, at vaccinedækningen blandt de ældre er god og har fungeret godt i alle regioner.

"Vaccinen er muligheden for at bryde ud af denne pandemi," siger hun.

Hun tilføjer, at situationen med svigtende leverancer af vaccine er uheldig, og at den risikerer at svække tilliden til hele vaccinationsprocessen.

Vaccinationsmålet blev fastsat i december, og det var planen at have anvendt 17,4 millioner vaccinedoer sidst i juni. Nu regnes der med 10,9 millioner doser på det tidspunkt.

Sverige venter, at der vil komme en roligere periode hen over sommeren.

"Både på grund af flere vaccinationer, men også fordi vi vil vide mere om, hvordan virusset smitter," siger Anders Tegnell, statsepidemiolog ved Folkhälsomyndigheten, på pressemødet.

Han mener ikke, at det ændrede vaccinemål behøver at få så store konsekvenser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også