EU vil byde vaccinerede amerikanere indenfor til sommer

Danske restauratører og andre dele af oplevelsesøkonomien kan se frem amerikanske turister, der fra sommer vil få lov at rejse ind i EU, hvis de er fuldt vaccinerede med en EMA-godkendt vaccine.
(ARKIV) | Foto: Jens Dresling
(ARKIV) | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Amerikanske turister, som er færdigvaccinerede mod coronavirus, vil få lov at rejse til Europa til sommer på besøg.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, søndag til avisen New York Times.

Ifølge kommissionsformanden vil alle EU's 27 medlemslande uden forbehold tage imod folk, der er færdigvaccinerede med de vacciner, som Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har godkendt.

Agenturet har indtil nu godkendt de samme tre vacciner, som der også bruges i USA. Det drejer sig om vaccinen fra Pfizer og BioNTech, fra Moderna og fra Johnson & Johnson.

"Amerikanerne bruger, så vidt jeg kan se, EMA-godkendte vacciner. Dette vil tillade fri bevægelighed og rejser til Den Europæiske Union," siger Ursula von der Leyen.

Hun oplyser ikke, hvornår rejser fra USA til Europa forventes at blive genoptaget, men det vil afhænge af smittesituationen på begge kontinenter, påpeger hun.

"Men situationen forbedrer sig i USA, ligesom den forhåbentlig også gør i Den Europæiske Union."

I USA skyldes den forbedrede situation især, at der de seneste måneder for alvor er kommet fart under landets vaccineudrulning.

Det betyder, at 70 procent af landets voksne befolkning lige nu ser ud til at blive færdigvaccinerede inden midten af juni.

EU's medlemslande lukkede over en bred kam ned for alle ikke-essentielle rejser for mere end et år siden, da de første smittetilfælde begyndte at dukke op i Europa.

Siden er grænserne med enkelte undtagelser forblevet lukkede.

De 27 medlemslande blev i denne måned enige om at forpligte sig til at indføre digitale coronapas. De skal gøre det nemmere for EU's borgere at rejse rundt og ventes indført inden sommerferien.

V og K vil fjerne regel om at stoppe fester klokken 23.00 

Udkast: Regeringen vil hæve forsamlingsloft 21. april 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også