Erhvervsliv i appel til EU: Lav coronapas simpelt og hurtigt

Danmark er foran med coronapas, mens Tyskland halter bagefter. EU-forhandlinger skal give aftale i juni.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

Der er gået et år, siden man i EU første gang talte om "immunitetspas" for at åbne for rejser under pandemien, og nu tegner sig en løsning i horisonten: EU-Parlamentet og EU-landene er fra torsdag klar til forhandlinger.

Certifikatet kan reelt få et kort liv, men det er ikke desto mindre en god nyhed, vurderer erhvervsorganisationen Dansk Industri.

"Hvis det først bliver færdigt til november, så er det ikke så meget ved. Vi vil virkelig appellere til, at man holder det til det, som er meningen. Nemlig en form for harmoniseret kommunikation," siger EU-chef Anders Ladefoged.

Det kan være afgørende, hvis man ønsker tyske turister til Danmark i sommer.

"Hvis Danmark siger, at vi lukker kun folk ind, som er vaccineret, immune eller testet, så nytter det ikke noget, at man ikke er enig om, hvordan man beviser det," siger Anders Ladefoged.

Der er tale om en ret smal og teknologisk løsning, der bygger på en forudsætning om, at alle medlemslandene udvikler deres egne certifikater eller coronapas.

På EU-plan er det så tanken, at oplysninger om vaccination, testresultat eller overstået sygdom kan registreres digitalt eller på papir i et format, der er anerkendt i alle EU-lande.

Hvad det måtte give mulighed for i de enkelte lande, forbeholder EU-landene sig ret til selv at bestemme.

I Danmark kunne det være sådan, at en langhåret tysk turist, der er vaccineret i hjemlandet, fik lyst til en sommerfrisure i Thisted.

Så skulle hun over for frisøren med sin smartphone eller via en papirudgave af certifikatet kunne få adgang til salonen i Danmark.

Det er seks uger siden, at EU-Kommissionen fremsatte forslaget - dog efter en længere debat i Europa.

For EU-systemet vil det være helt usædvanlig hurtigt, hvis planen holder, og certifikatet er klar i juni - inden sommerferien.

"Jeg tror bare, at man må acceptere, at vil man have det vedtaget i en hasteprocedure, så skal det være noget forholdsvist smalt, og noget man gør med henblik på at løse et teknisk problem," siger Ladefoged.

Danmark har allerede taget et coronapas i brug. Nogle lande halter bagefter. Det gælder blandt andet Tyskland

"Det er nu, vi har brug for det. Det er i en overgangsfase. I det øjeblik flertallet af europæerne er vaccineret, og sygdommen er ved at forsvinde, så har vi ikke brug for det mere," siger Anders Ladefoged.

EU-Kommissionen vurderer torsdag, at med EU-Parlamentets netop fastlagte mandat før forhandlingerne kan en aftale være på plads i juni.

Det er et godt tidspunkt, mener Dansk Industris europapolitiske chef, hverken for tidligt eller for sent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også