EU-aftale om coronapas åbner op for sommerrejser

Aftale giver EU-borgere coronapas, der viser om de er vaccineret, testet negativ eller har været smittet.
Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
af ritzau

Forhandlere, der repræsenterer EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet, har indgået en foreløbig aftale om coronapas - eller et såkaldt digitalt covid certifikat.

Det bekræfter EU-Parlamentets største gruppe, EPP, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det skal gøre det muligt at åbne op for turismen i de 27 EU-lande.

"Det er et vigtigt skridt i retning af at genstarte den frie bevægelighed i EU så sikkert som muligt og samtidig give klarhed og sikkerhed til vores borgere," siger sundhedskommissær Stella Kyriakides ifølge nyhedsbureauet AFP.

Passet vil være i form af en QR-kode på en smartphone eller i papirform. Det skal vise, om man er smittet med covid-19, tidligere har været smittet eller for nylig er testet negativ.

EU-landene er blevet enige om at afstå fra yderligere restriktioner som test- og karantænekrav, medmindre det anses for nødvendigt af hensyn til folkesundheden.

"Den nuværende kompleksitet i rejserestriktioner i Europa er ganske enkelt uholdbar," siger Manfred Weber, der er formand for EPP.

Han tilføjer, at denne aftale er et stort skridt fremad for EU-borgere og virksomheder op til sommeren.

"Jeg tror, at man kan begynde planlægning af ferien nu," siger det svenske parlamentsmedlem Tomas Tobé til nyhedsbureauet TT.

Torsdagens aftale er indgået mellem EU-Parlamentet og Portugal, der har det halvårlige formandskab i EU, på vegne af medlemslandene.

Den skal formelt godkendes i parlamentet og af medlemslandene.

Passet ventes at blive taget i brug fra slutningen af juni. I første omgang vil det kun gælde i EU.

Andre lande har indgået lignende ordninger. Det gælder blandt andet Israel, der har det såkaldte grønne pas, og Storbritannien, der har meddelt sine borgere, at nogle udlandsrejser bliver tilladt om en uge med en ny app fra det britiske sundhedsvæsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også