Helt generelt ser det ud til, at dem, som vasker penge hvide i EU, "er et skridt foran de tilsynsorganer", som EU har opsat, konstaterer Mihails Kozloz.

Han er revisor ved Den Europæiske Revisionsret (ECA) og forfatter til en rapport om EU's tilsyn med og forsøg på at stoppe hvidvask.

Rapporten når frem til, at de EU-organer, som skal bekæmpe hvidvask, har for ringe beføjelser. Det er i høj grad op til medlemslandene at sikre, at der ikke foregår hvidvask, og det er ikke effektivt.

Mange skandaler de senere år har vist, at medlemslandene ikke magter opgaven.

Bekæmpelsen af hvidvask i EU er for "fragmenteret og ikke godt nok koordineret", hedder det.

Danmark er blandt de EU-lande, der har set en af de mest omtalte og omfattende skandaler med hvidvask i Europa.

I Danske Banks nu lukkede filial i Estland blev der vasket penge hvide for mange milliarder kroner.

EU-Kommissionen åbnede i 2018 en traktatbrudsprocedure mod Danmark for ikke at have implementeret et direktiv på området. Flere end 20 andre medlemslande havde dog lignende problemer i varierende grad.

Overordnet ligger der ifølge ECA for stort et ansvar i medlemslandene, når det gælder hvidvask.

Rapportens forfatter mener, at området i højere grad bør være styret af forordninger frem for direktiver. Da direktiver lader det op til landene selv at implementere. Derfor er der plads til en grad af fortolkning og forsinkelse.

"Vi anbefaler, at EU-Kommissionen i sine næste lovforslag skal benytte forordninger, hvor det er muligt, så EU-loven har direkte og umiddelbar effekt," siger Kozloz.

Forordninger er bindende og ens for alle medlemslande. De gælder samtidig over hele EU, når de træder i kraft.

Europol anslår, at værdien af mistænkelige transaktioner i EU udgør 1,3 procent af unionens samlede bruttonationalprodukt (bnp).

75 procent af de mistænkelige transaktioner, der er blevet indberettet, kom fra banker i over halvdelen af EU-landene.

ECA har til opgave at holde øje med, om EU's midler bliver brugt hensigtsmæssigt, så de effektivt opfylder de politiske mål, der er besluttet.

Det gør retten ved løbende at grave ned i konkrete områder, som EU bruger penge på. Herefter præsenteres en rapport, som siden sendes til EU-Parlamentet og EU-Kommissionen med forslag til forbedringer.