Löfven peger på budgetaftale som afgørende for ny regering

Tirsdag eftermiddag vil Sveriges talman formentlig give besked om, hvem der skal forsøge at danne regering.
Den svenske regering med Löfven i spidsen, tabte en tillidsafstemning i Riksdagen i sidste uge. | Foto: Jacob Ehrbahn
Den svenske regering med Löfven i spidsen, tabte en tillidsafstemning i Riksdagen i sidste uge. | Foto: Jacob Ehrbahn
AF RITZAU

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, går af, hvis han i spidsen for en ny regering ikke kan få en budgetaftale igennem parlamentet.

Det siger han efter et møde med formanden for Riksdagen, talman Andreas Norlén, tirsdag formiddag.

Löfven meddeler, at han er klar til at danne en ny regering uden først at have forhandlet et budget på plads. Men hvis en ny regering med ham i spidsen ikke lander en aftale om budgettet, så går han af.

"Hvis den regering, som jeg leder, ikke får budgettet igennem, så går jeg af. Det er budskabet, jeg har givet talmannen. Vi er klar til at være konstruktive og finde en løsning, som en majoritet kan acceptere," siger Löfven.

Talman Andreas Norlén holder dagen igennem møder med de forskellige partier. Tirsdag eftermiddag vil han formentlig give besked om, hvilken partileder som skal forsøge at danne regering.

Han holder pressemøde 16.15 efter at have talt med alle partierne. Formålet med snakkene er, at han skal danne sig et overblik over, hvem der har størst sandsynlighed for at have et flertal i Riksdagen, det svenske parlament, bag sig.

Den svenske regering med Löfven i spidsen tabte en tillidsafstemning i Riksdagen i sidste uge.

Derfor havde Stefan Löfven en frist til mandag til at oplyse, om han ville udskrive nyvalg eller gå af og forsøge at danne et nyt flertal i Riksdagen.

Her meddelte han, at han går af. Löfven kan dog beholde sin post som statsminister, hvis talmannen peger på ham til at forsøge at danne regering, og hvis han så kan få et flertal bag sig.

Mens der pågår forhandlinger om, hvem i Riksdagen der kan samle de nødvendige 175 mandaters opbakning - parlamentet har 349 medlemmer - vil den nuværende regering fortsætte som et forretningsministerium.

Regeringen, Centerpartiet, Vänsterpartiet og en af de to løsgængere i Riksdagen har tilsammen 175 mandater.

Ifølge Mats Knutson, indenrigspolitisk kommentator for SVT - den svenske pendant til DR - er det mest sandsynlige, at netop de parter finder sammen.

Men det kræver, at Löfven finder en løsning på Vänsterpartiet og Centerpartiets samarbejdsudfordringer, lyder vurderingen.

De to partier har flere uenigheder, når det handler om netop budgettet. Centerpartiet har hidtil afvist at samarbejde om budgettet med venstrefløjspartiet.

Löfven går af - men udskriver ikke nyvalg i Sverige

Svensk støtteparti dropper lovkravet som fældede Löfven 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også