Sloveniens EU-formandskab overskygges af flere bekymringer

Mens Slovenien vil styrke europæiske værdier under formandskab, er der bekymring for yderligere splittelse.
Slovenien overtager torsdag formandskabet i EU fra Portugal, midt i øgede spændinger mellem Øst- og Vesteuropa. | Foto: SRDJAN ZIVULOVIC/REUTERS / X00501
Slovenien overtager torsdag formandskabet i EU fra Portugal, midt i øgede spændinger mellem Øst- og Vesteuropa. | Foto: SRDJAN ZIVULOVIC/REUTERS / X00501
AF RITZAU

Det vækker bekymring hos de vestlige lande i Europa, at Slovenien, der er ledet af den konservative Janez Jansa, skal varetage formandsposten de næste seks måneder og dermed lede samlinger og møder.

Bekymringerne går blandt andet på mediefriheden og retsstatsprincippet under Janez Jansa.

Den 62-årige Janez Jansa støttede Donald Trump under det seneste præsidentvalg i USA og er tæt allieret med Polen og Ungarn.

Sidstnævnte er havnet i stormvejr på grund af en omstridt LGBT-lov, der forbyder at dele indhold, som kan betragtes som forsøg på at fremme homoseksualitet eller kønsskifte, med unge under 18 år.

På et topmøde i sidste uge var Janez Jansa og Polens premierminister angiveligt de eneste ledere, der støttede Ungarns premierminister Viktor Orbáns LGBT-lov.

Det fik den franske præsident, Emmanuel Macron, til at italesætte en grundlæggende kløft mellem øst og vest.

"Dette er ikke kun et Viktor Orbán-problem. Dette er et problem, der går dybere," sagde Macron.

Efter topmødet forsøgte Jansa at mane til ro og sagde, at han ikke troede, at LGBT-spørgsmålet ville medføre nye splittelser i EU.

"Slovenien og mange andre lande ønsker ikke at være en del af nogen nye splittelser. Dem er der nok af. Vi har tilsluttet os EU for at blive forenede, ikke splittede," sagde han.

EU-Kommissionen har også måttet minde Slovenien om den rolle som uafhængige nyhedsbureauer spiller, efter at den slovenske regering har suspenderet finansieringen af landets eneste nyhedsbureau, STA.

Gruppen Journalister Uden Grænser har også udtrykt deres bekymring i forhold til formandskabet herom.

Slovenien siger om formandskabet, at det prioriterer at styrke økonomien efter corona og at styrke bekæmpelse af fremtidige pandemier.

Slovenien ønsker også at "styrke retsstatsprincippet og de europæiske værdier".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også