Biler, skibe og boliger skal med i EU's kvotesystem

Det giver god mening, at Kommissionen fremover vil inddrage klimabelastningen fra skibe, biler og boliger, mener energiprofessor Brian Vad Mathiesen.
Foto: Mathias Svold/JPA
Foto: Mathias Svold/JPA
AF RITZAU FINANS

Der er ros fra flere sider til EU-Kommissionen for planen om at inddrage klimabelastningen fra skibsfart, biltransport og boliger i EU's system for handel med CO2-kvoter.

Forslaget indgår i det enorme klimaudspil, som EU-Kommissionen præsenterer onsdag.

Det hedder "Fit for 55" - en henvisning til, at EU har besluttet at skære CO2-udledningen med 55 procent i 2030, målt fra 1990. Planen skal vise vejen til målet.

Og det er yderst fornuftigt at udvide de områder, der reguleres med CO2-kvoter, mener Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

CO2-kvoterne er et helt centralt redskab til at styrke den grønne omstilling.

"Det er eklatant mangelfuldt, at man eksempelvis ikke har haft luftfart og skibsfart og et stort område som boligsektoren med i kvotesystemet," siger han.

EU-Kommissionen vil begrænse de gratis CO2-kvoter, som flytransporten blev tildelt i 2012. Luftfartens fritagelse for beskatning af brændstof skal også væk. Og både fly og skibe skal bruge mere grønt brændstof.

Ifølge Brian Vad Mathiesen vil vi dog langt fra nå klimamålet alene med et udvidet kvotesystem og CO2-afgifter. Der skal mere til.

"Vi får ikke væsentlig flere elbiler på vejene, fordi de kommer med i EU's kvotesystem, men det kan støtte op om det. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at boligen bliver mere klimavenlig af en CO2-afgift," siger professoren.

I brancheforeningen Dansk Energi finder EU-chef Lars Koch det positivt, at Kommissionen vil styrke kvotesystemet og dermed hæve prisen på CO2-kvoter.

"Hidtil har prisen på CO2-kvoter været alt for lav, og der har været for få incitamenter til at investere grønt. Nu tager man alle værktøjer i brug."

"Man vil både reducere mængden af kvoterne med en årlig procentsats og taler også om et "one shot", hvor man tager en stor mængde kvoter ud af systemet på én gang," siger han.

Mange af EU's kraftværker og energitunge virksomheder har hidtil fået foræret et stort antal gratis CO2-kvoter af deres respektive regeringer. Men de kommer nu uundgåeligt til at mærke, at det bliver dyrere at udlede klimagasser, understreger Lars Koch.

"Fit for 55"-planen omfatter også en slags klimatold - en kontroversiel afgift på særligt klimabelastende produkter, der importeres til EU. Tolden skal mindske risikoen for, at virksomheder flytter ud af EU på grund af skrappe klimakrav.

Tolden skal samtidig skubbe andre lande i mere klimavenlig retning. Den giver konkurrencefordele til de virksomheder, der omstiller sig.

"Men jeg tror, man skal være varsom. Vores internationale handelspartnere kan opfatte det som protektionisme."

"Man skal finde en balance. Presser man for hårdt, risikerer vi at miste det lederskab, Europa har haft," siger Lars Koch fra Dansk Energi

 

Dansk Industri ser grøn EU-pakke som en gave til danske virksomheder 

EU-politiker skeptisk over for CO2-kvoter på vejtransport: "Stor risiko for at det ikke virker"

EU varsler skærpede energirenoveringskrav til offentlige bygninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også