Danske erhvervskunder betaler mest i negativ rente i Europa

De danske erhvervskunders regning til negative renter overstiger erhvervskunders regning i andre europæiske lande. En del af forklaringen skal findes i finansieringsmodellen af boliglån, siger Danske Bank.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

De danske erhvervskunder betaler markant mere i negative renter end virksomheder i euro-området, selv om bankerne dernede betaler den samme negative rente til ECB, som de danske banker betaler til Nationalbanken. Det skriver dagbladet Børsen.

Både i Nationalbanken og hos ECB koster det 0,5 pct. for de kommercielle banker at have indlån stående. Erhvervskunder i euro-land betalte dog ifølge en statistik fra ECB i snit blot 0,02 pct. i negativ rente til deres bankforbindelser.

En tilsvarende opgørelse fra Nationalbanken viser, at de danske erhvervskunder i juni i snit betalte en negativ rente på 0,57 pct.

I Danske Bank betaler erhvervskunderne 0,75-1,00 pct. Her forklarer man blandt andet forskellen med finansieringen af boligkøb i Danmark.

"Der er store forskelle, som gør sig gældende, når man sammenligner Danmark og euro-zonen. I udlandet finansierer man meget af sit boligudlån via banklån, og det betyder, at meget af det indlån, som bankerne får, er de i stand til at udnytte ved at låne det ud igen. Det kan vi ikke på samme måde i Danmark, fordi vi bruger et helt andet produkt i form af realkredit, og langt størstedelen af vores udlån er til realkreditobligationer," siger Niels Bang-Hansen, erhvervskundechef i Danske Bank til Børsen.

"Derudover er der også en forskel på, hvor meget bankerne i de enkelte lande kan sætte ind i deres nationalbank uden at skulle betale negative renter."

Brancheorganisationen Finans Danmark bakker den anden af de to forklaringer op og påpeger, at ECB "friholder" euro-landenes banker for negative renter på "væsentlige dele" af deres indskud, oplyser cheføkonom Niels Arne Dam.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også