PolicyWatch

SPD ender som det største parti ved valget i Tyskland

Socialdemokraterne sejrer ved valget til Forbundsdagen, mens CDU/CSU får historisk dårligt resultat. Begge partier bebuder dog, at de ønsker at danne og lede den nye regering.

SPD's kanslerkandidat, Olaf Scholz. | Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiske SPD vinder søndagens valg til Forbundsdagen med 25,7 procent af stemmerne foran de konservative søsterpartier CDU/CSU, der må nøjes med 24,1 procent.

Det viser de officielle resultater, efter at stemmerne fra alle valgkredse er talt op, skriver det tyske nyhedsbureau dpa tidligt mandag morgen.

I forhold til det forrige valg i 2017 går SPD frem med omkring fem procentpoint, mens CDU/CSU får sit dårligste valgresultat siden Anden Verdenskrig.

SPD-leder og kanslerkandidat Olaf Scholz meddelte kort efter kl. 9, at han har en ambition om at danne regering med det liberale parti FDP og De Grønne. Disse tre partier vandt valget, siger han i et tweet.

Men Armin Laschet, kanslerkandidat for CDU/CSU, har også ambitioner om at kunne danne en ny regering, sagde han allerede søndag.

Det tætte løb

Da de tyske tv-stationer offentliggjorde deres første prognoser søndag aften, stod det klart, at der var et tæt løb mellem SPD og CDU/CSU om vælgernes gunst - men hele tiden med et lille forspring til SPD.

På den baggrund konkluderede SPD's kanslerkandidat, Olaf Scholz, at vælgerne ønsker ham som kansler.

Både Scholz og Laschet er enige om, at den hidtidige koalition mellem CDU/CSU og SPD ikke skal forsætte.

Derfor er der udsigt til en koalitionsregering bestående af et de to store partier med opbakning fra andre partier som det liberale parti FDP og De Grønne.

"Som det ser ud, bliver det for første gang en forbundsregering med tre koalitionspartier," sagde Laschet i en tale på valgaftenen.

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at danne en regering ledet af os, CDU/CSU."

Begge kanslerkandidater siger til ARD, at de hver især har som mål at have en regering på plads inden jul.

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vi er færdige inden jul," siger Scholz til tv-stationen.

De Grønne har med 14,8 procent af stemmerne fået sit bedste valgresultat nogensinde og den største procentvise fremgang af alle partier i forhold til 2017, da miljøpartiet fik 8,9 procent.

Læs mere her:

Flere koalitioner er i spil efter tysk valg 

Dansk erhvervsliv øjner grønne og digitale ordrer efter tysk valg 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier