Von der Leyen lufter EU-medlemskab under Ukraine-besøg

EU kan i løbet af få uger tage stilling til, om ukrainsk optagelsesproces kan gå i gang, mener EU-chef.
Formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen, mødtes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy fredag. | Foto: JANIS LAIZANS/REUTERS / X06701
Formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen, mødtes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy fredag. | Foto: JANIS LAIZANS/REUTERS / X06701
AF RITZAU

EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, siger under et besøg i Kyiv fredag, at besøget er udtryk for støtte til Ukraine og et ”første positivt skridt i retning af EU-medlemskab” for Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

”Mit budskab i dag lyder, at Ukraine hører til den europæiske familie,” siger von der Leyen ifølge dpa.

”Vi står side om side med jer, når I drømmer om Europa.”

Hun lover at sætte turbo på den proces, der indleder Ukraines ansøgning om medlemskab.

Med sig til Kyiv havde Ursula von der Leyen medbragt den formular, som et lands regering skal udfylde, inden EU kan tage stilling til en mulig ansøgning om medlemskab.

Formularen, der vil være udgangspunkt for forhandlinger om et medlemskab, overrakte hun til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver Reuters.

”Det vil ikke, som det plejer, være et spørgsmål om år at danne sig en holdning, men et spørgsmål om uger, vil jeg tro.”

Zelenskyj svarede, at han vil sende den udfyldte formular tilbage om en uge.

Selv hvis EU-landene er positivt indstillede over for at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine, er processen meget langvarig, skriver dpa.

På fredagens pressemøde i Kyiv udtrykker Ursula von der Leyen også håb om, at EU kan give Ukraine yderligere en halv milliard euro (3,75 milliarder koner) til at købe våben.

Zelenskyj siger blandt andet ved mødet med von der Leyen, at der er behov for flere sanktioner mod Rusland.

Senest har EU fredag formelt godkendt femte omgang sanktioner mod Rusland. Det omfatter forbud mod blandt andet import af russisk kul, kemikalier, træ og vodka.

Sanktionerne har til formål at straffe Rusland for invasionen i Ukraine, der blev indledt 24. februar.

”Rusland vil synke ned i økonomisk, finansiel og teknologisk forfald, mens Ukraine marcherer i retning af en europæisk fremtid,” siger von der Leyen under fredagens besøg hos Zelenskyj i Kyiv.

EU enige om femte sanktionspakke

EU-beredskab åbner dørene for life science-branchen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også