EU-chef i tale: Langer kraftigt ud efter manglende kriseberedskab i EU-lande og EU-systemet

I en usædvanlig kritisk tale beskyldte EU’s udenrigschef EU-landene og EU-systemet for at sove i timen.
I en verden af diplomater og høflighedsfraser var EU's udenrigschef, Josep Borrell, usædvanlig kritisk, da han tirsdag talte til EU-landenes ambassadører. | Foto: Joe Klamar/AFP / AFP
I en verden af diplomater og høflighedsfraser var EU's udenrigschef, Josep Borrell, usædvanlig kritisk, da han tirsdag talte til EU-landenes ambassadører. | Foto: Joe Klamar/AFP / AFP
af ritzau

EU og EU-landene var alt for langsomme til at forstå truslen fra Rusland mod Ukraine. Mens USA åbent advarede om, at et angreb fra Rusland var nært forestående, gik man rundt i Bruxelles og troede, at der blot var tale om en russisk militærøvelse på grænsen til Ukraine.

Sådan lyder blot en enkelt af en hel stribe anklager, som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, retter mod EU-delegationerne.

”Dette er ikke et øjeblik, hvor vi skal sende blomster til jer alle og sige, at I er smukke, og at I arbejder godt, og at vi er en stor familie. Dette er et øjeblik, hvor vi skal tale med hinanden om, hvad vi ikke gør godt nok. Og hvorfor jeg ikke altid er glad for den måde, EU-delegationerne arbejder. Og der skal sendes en klar besked om, hvordan jeg gerne vil have, at I forbedrer jer,” sagde Josep Borrell i talen til EU’s egne ambassadører.

I et EU-system, der normalt bruger alle lejligheder på at tale sammenhold og EU-samarbejde, er Borrells tale usædvanlig kritisk. Borrell fastslår, at EU-systemet har sovet tungt i flere år, når det kommer til trusler og strategi.

De mest tydelige eksempler er Europas dybe afhængighed af russisk energi og den udbredte mangel på forståelse for truslen fra Rusland, mener Borrell.

”Vi troede ikke, at krigen ville komme. Jeg bliver nødt til at erkende, at her i Bruxelles sagde amerikanerne: ”De vil angribe, de vil angribe”. Jeg husker meget tydeligt, at da USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, ringede til mig og sagde ”okay, nu sker det i denne weekend”. Og vi var ret tilbageholdende med at tro på det. To dage efter, klokken fem om morgenen, begyndte russerne at bombe Kyiv,” sagde Josep Borrell.

Efter krigen brød ud, fastslog Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, desuden, at det langt fra var EU-medlemmerne af Nato, der har bidraget mest til forsvaret af Ukraine. Det var i stedet USA, Storbritannien, Tyrkiet og Canada. Uden dem ville Ukraine næppe have haft træning og udstyr til at modstå Rusland.

”Krigen i Ukraine er fortsat. Vi forudså ikke, hvor effektivt Ukraine ville forsvare sig,” sagde Josep Borrell.

Der skal reageres med det samme

Han peger på, at EU og Europa nu befinder sig i en højest usikker verden. Ud over atomtrusler fra Rusland er der tiltagende rivalisering mellem USA og Kina, der truer Taiwan. Samtidig er en række lande ifølge Borrell ikke allieret med vesten, men skifter poler efter egen interesse. Det gælder store lande som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet

”Vi er i en konkurrencepræget verden, hvor alt bliver gjort til et våben: Energi, investeringer, information, flygtninge og data. Der er en global kamp i gang om adgang til strategiske områder som cyber, maritime områder eller rummet,” sagde Borrell.

Trods den skærpede situation arbejder EU-delegationer og EU-institutionerne ikke godt nok sammen, mener Borrell. Ifølge ham er Europa derfor ikke på vej til at vinde informationskrigen med Kina og Rusland.

”Dette er et slag, vi ikke vinder, fordi vi ikke kæmper nok. Vi forstår ikke, at det er en kamp,” konstaterede Josep Borrell.

Han vil have EU-delegationerne til at kommunikere langt stærkere hjem om EU-beslutninger og samtidig kommunikere udvikling langt hurtigere til EU-systemet og ham selv.

”I skal være på 24-timers reaktionskapacitet. Så snart noget sker, skal I informere. Jeg vil ikke blive ved med at læse i aviserne om ting, der er sket et sted, uden at vores delegationer har informeret,” lød det fra Borrell.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter