Det europæiske fællesskab er ofte blevet kaldt en udenrigspolitisk dværg – men en handelspolitisk kæmpe. Med udsigt til langvarig krig og økonomisk recession giver det god mening at arbejde på at gøre dværgen større og stærkere – og foreløbig er det udenrigspolitiske sammenhold da også blevet styrket af Putins galmandsværk - men allermest mening giver det selvfølgelig at aktivere kæmpen, så vi kan få den nødvendige vækst, som ubestrideligt følger med handel.

Det burde altså være det, man i de kredse kalder en ”no-brainer”, at få skubbet til kæmpen – og så desværre alligevel ikke: Krisen er nemlig ikke kun økonomisk, men også politisk. Det betyder i praksis, at protektionisme er blevet dagens orden; overalt kæmper magthaverne for at beskytte deres egne industrier og virksomheder, der lider kraftigt under energikrisen og den galoperende inflation.

Ond cirkel

Resultatet er en ond cirkel med nye handelshindringer, mindre handel og lavere vækst, som igen fører til krav om ”hjælp” i form af… protektionisme.

Cirklen skal brydes et sted, og det mest oplagte er selvfølgelig handelsaftaler, som alle siger, de gerne vil have, men de færreste er parat til at levere de nødvendige kompromisser til.

For Danmark - en lille nation, der kun kan overleve med udsigt til frihandel og mulighed for eksport - bør handelsaftaler stå øverst på den politiske ønskeliste. En kommende ny regering må derfor som det første anvende den Europa-politiske kapital på at få fremmet de mange handelsaftaler, som kun mangler de sidste puf for at komme over målstregen – og sætte gang i forhandlinger med andre – meget store og lovende – potentielle aftaler.

I praksis skal dette politiske fodarbejde gøres i det europæiske fællesskab, som har kompetencen – stor erfaring, meget dygtige forhandlere og masser af succes.

Vi behøver heldigvis ikke argumentere over for vore europæiske venner: Alle ved, at handelsaftaler øger væksten, udbreder demokratiet samt den grønne omstilling og sikrer EU strategisk vigtige ressourcer.

Alligevel er det svært:

Modstand i nogle lande

Modstanden mod frihandel dominerer nogle medlemslandes politiske debat. For eksempel i Frankrig. Her handler det om Mercosur-aftalen med Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay. Verdens hidtil største aftale, som er indgået – men pludselig ikke kan ratificeres.

Frygt for franske bønders ofte voldsomme protester over billigt kød fra lande uden for EU har fået præsident Macron til at tøve. Han bruger så – ganske fikst - brasiliansk afbrænding af Amazonas-regnskoven som figenblad for sin tøven.

Frankrig havde EU-formandskabet – og den politiske serve-ret – fra januar til august. Men nu lysner det, for det næste halvår er formandskabet Tjekkiets. Og her er holdningen en anden.

Tjekkiet har fra begyndelsen af sit formandskab i juli gjort klar, at frihandel er en topprioritet. Men det kræver opbakning fra andre EU-lande, hvis handelsaftalerne skal i hus, og her bør Danmark alliere sig med tjekkerne.

Ønskesedlen: Indien, Mercosur, Australien

Øverst på ønskelisten står handelsaftaler med verdens største demokrati Indien, skarpt forfulgt af den forsinkede Mercosur-aftale og – i en lidt mindre skala – en aftale med Australien.

Som medlem af Europa-Parlamentets udvalg for International Handel er det naturligvis åbenlyst for mig, men hvis logikken måtte knibe for andre, er der her tal til at underbygge det indlysende:

Eksport fra EU understøtter 38 million arbejdspladser og har siden 2014 været med til at skabe 7 millioner flere jobs. Siden fællesskabet indgik en handelsaftale med Mexico i 2000, er eksporten øget med 416 procent, 170 procent til Chile siden 2003 og knap 60 procent til Sydkorea siden 2011. Og på bare tre år fra 2016 til 2019, hvor kun 16 EU-lande har ratificeret handelsaftalen med Canada, CETA, blomstrede handlen med services og ydelser med 39 procent.

Frihandel er en ubestridelig gevinst og kan samtidig bidrage til at løse andre problemer, som har udfordret fællesskabet i de senere år: F.eks. mangel på helt afgørende ressourcer.

Pandemien afslørede på brutal vis, hvor sårbare EU’s forsyningskæder er over for globale kriser. Nye handelsaftaler kan være med til at sikre medlemslande ressourcer, som er essentielle for at producere blandt andet bilbatterier. Dyrebare metaller som kobolt samt litium er helt afgørende for EU-målet om at opbygge vores egen batteriindustri, og her kan det europæiske fællesskab sikre forsyninger gennem Australien. Det bør stå tydeligt for alle EU-lande, at vi ikke må forlade os på autokrater i Kina eller Ruslands nåde, når det gælder livsvigtige ressourcer.

Indien har femtestørste økonomi

Samtidig med at vi garanterer en forsyning af centrale ressourcer, baner handelsaftaler os vej for et tættere samarbejde med spirende, betydningsfulde demokratier.

Indien, verdens største demokrati, buldrer derudaf økonomisk og har for nyligt overhalet Storbritannien som verdens femtestørste økonomi. Ved at knytte et tættere bånd til disse lande både booster vi økonomien og forsøger at holde dem på demokratiets smalle - og forhåbentligt liberale - sti. Et tæt samarbejde med Indien øger europæisk indflydelse i Asien.

Dertil giver frihandelsaftaler EU chancen for at presse lande uden for det europæiske fællesskab på klima- og miljødagsordenerne. Gennem handelsaftaler kan vi forsøge at forpligtige fx Brasilien, Uruguay og Paraguay og Argentina til blandt andet at mindske massiv skovrydning. Vi skal lægge pres på Mercosur-landene, som higer efter en handelsaftale med EU, så de forpligtiger sig til ambitiøse klimahensyn - men ligeså vigtigt: Der skal lægges pres på tøvende EU-stater.

Med andre ord: De gode argumenter står i kø: En ny dansk regering bør derfor presse på for, at EU faktisk hæver frihandelsfanen højt. Alt andet er mangel på rettidig omhu midt i en krisetid.