EU-lande er enige om indgreb i gaspriser

EU-landene er enige om et indgreb, der skal bremse udsving i priserne på gasbørsen TTF.
EU-landene er enige om et indgreb, der skal bremse udsving i priserne på TTF-gasbørsen. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), deltog mandag i de afgørende forhandlinger. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
EU-landene er enige om et indgreb, der skal bremse udsving i priserne på TTF-gasbørsen. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), deltog mandag i de afgørende forhandlinger. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
af ritzau

EU-landene er blevet enige om et indgreb, der skal bremse udsving i gaspriserne. Det oplyser det tjekkiske EU-formandskab.

Detaljerne i aftalen er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Ritzaus oplysninger endte loftet i forslaget på 180 euro per megawatt-time (MWh). EU-Kommissionen havde oprindeligt spillet ud med 275 euro per megawatt-time.

Den såkaldte markedskorrektionsmekanisme skal bremse udsving i priserne på TTF-gasbørsen. Mekanismen bliver udløst, hvis prisen i en periode stiger til 180 euro eller mere, og en række andre konkrete krav er opfyldt.

Ifølge en EU-kilde blev beslutningen taget med kvalificeret flertal, efter indgrebet i ugevis har splittet EU-landene.

Især en række syd- og centraleuropæiske lande har presset på for et markant indgreb i forsøget på at sikre lavere gaspriser. Det er lande som Spanien, Grækenland, Belgien og Malta.

Her fylder gas langt mere i opvarmningen af huse, end det gør i Danmark.

Lande som Tyskland, Holland og Danmark er derimod traditionelt bekymrede for at gribe ind i markedet. Hvis indgrebet blev for markant, ville det kunne skade forsyningssikkerheden, lød det.

Danmarks nye klima- og energiminister, Lars Aagaard (M), sagde på vej ind til mødet, at han vil kæmpe for et indgreb, der ikke går ud over sikkerheden for gasforsyning til EU.

- Det er rigtig vigtigt, at vi står sammen i Europa for at håndtere den uro, der er i gasmarkederne. Det svære er, at vi skal finde en balance mellem at tage toppen af de ekstreme priser, men vi skal også sørge for, at der er nogle, der har lyst til at distribuere den gas, vi alle sammen har brug for i Europa, sagde Lars Aagaard før mødet.

Han håbede dog, at det ville lykkes landene at indgå en aftale mandag.

- Det er en vanskelig sag, hvor vi forhåbentlig står samlet i Europa, når vi er færdige i dag, siger Lars Aagaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også