EU-leder vil fjerne to mistænkte politikeres immunitet

To EU-parlamentsmedlemmer, der mistænkes i stor korruptionsskandale, kan få fjernet deres immunitet.
EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, vil fjerne to parlamentsmedlemmers immunitet.
EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, vil fjerne to parlamentsmedlemmers immunitet.
AF RITZAU

EU-Parlamentets formand, maltesiske Roberta Metsola, har iværksat en proces for at fjerne to parlamentsmedlemmers immunitet. Det oplyser den 43-årige formand på Twitter:

”På anmodning fra belgiske retsmyndigheder har jeg iværksat en hasteprocedure for at fjerne to medlemmer af EU-Parlamentets immunitet.”

Både AFP og Reuters skriver på baggrund af unavngivne kilder, at der er tale om italienske Andrea Cozzolino og belgiske Marc Tarabella. De tilhører begge den gruppe i parlamentet, som Socialdemokratiets repræsentanter også tilhører.

Det er en omfattende korruptionsskandale, der har ført til parlamentsformandens beslutning. Sagen handler blandt andet om, at EU-politikere skal være blevet bestukket af Qatar i bytte for positiv omtale.

Den tidligere næstformand i parlamentet Eva Kaili sidder allerede fængslet.

En belgisk dommer har afgjort, at Kaili, der kommer fra Grækenland, ikke er omfattet af immunitet, fordi hun angiveligt blev taget på fersk gerning. 44-årige Kaili blev anholdt og sigtet, efter at belgisk politi havde ransaget flere hjem og fundet i alt 1,5 millioner euro i kontanter. De 150.000 euro blev fundet i Eva Kailis hjem.

Den græske politiker vidste intet om, at der var så mange kontanter i hendes lejlighed, har hendes advokat tidligere forklaret.

Kailis far var samme dag blevet pågrebet med en kuffert med 600.000 euro i kontanter. Foreløbig er der tre andre sigtede i korruptionssagen. De er alle italienere. Den ene er Eva Kailis kæreste.

Kaili har tidligere overrasket mange af sine kolleger ved i parlamentet at tale rosende om Qatar. Blandt andet har hun talt i positive vendinger om landets arbejdsmarkedspolitik op til VM i fodbold, selv om der har været stor international kritik af den måde, som gæstearbejdere er blevet behandlet på.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter