Twitter trækker sig fra frivillig EU-aftale mod misinformation

EU-kodeks mod misinformation er nu uden Twitter-deltagelse. Men selskabet skal snart leve op til nyt regelsæt.
(ARKIV / ILLUSTRATION) | Foto: Carlos Barria
(ARKIV / ILLUSTRATION) | Foto: Carlos Barria
AF RITZAU

Det sociale medie Twitter trækker sig fra en frivillig EU-aftale om at bekæmpe misinformation.

Det oplyser EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, på Twitter.

”Twitter forlader EU-kodekset mod misinformation,” skriver han.

”Men forpligtelserne består. Du kan flygte, men du kan ikke gemme dig.”

EU-kodekset indeholder forpligtelser om at monitorere politiske reklamer, stoppe indtægtsgenerering fra misinformation og arbejde med faktatjekkere. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Blandt andet TikTok, Meta og Google tiltrådte det i 2018.

Thierry Breton skriver, at Twitter trods udtrædelsen alligevel vil være forpligtet til at bekæmpe misinformation fra 25. august som følge af EU-forordningen om digitale tjenester

Twitter har ikke umiddelbart udtalt sig om at have trukket sig fra kodekset.

Ifølge nyhedsbureauet AP lader beslutningen til at være det seneste forsøg fra milliardæren Elon Musk på at sørge for, at Twitter ikke er underlagt så strenge restriktioner.

Han har også tidligere tilbagerullet tiltag i kampen mod misinformation om coronavirus.

Mediet Politico skrev tidligere på ugen på baggrund af to anonyme kilder, at Twitter ville trække sig fra aftalen. Politico bad i den forbindelse om en kommentar. Twitter svarede ifølge mediet på e-mailen med en emoji af en lort.

Der har allerede tidligere været tegn på, at implementeringen af retningslinjerne ikke var Twitters førsteprioritet.

EU-Kommissionen udgav i februar en rapport om selskabernes implementering af EU-kodekset. Her blev det bemærket, at Twitter hverken gav ”specifik information eller målrettede data” i forbindelse med forpligtelserne om åbenhed.

De seneste syv måneder - siden Elon Musk købte Twitter - har været tumultariske, og der har blandt andet været store fyringsrunder.

Desuden har der været kritik af, at Elon Musk har gjort det muligt at købe sig til en verificeret profil.

For nylig meddelte Musk, at Linda Yaccarino er ny administrerende direktør for det sociale medie. Den post satte han sig i første omgang selv på, da han købte Twitter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også