Hollands regering kollapser i uenighed om asyl

Premierminister Mark Rutte vil begrænse antallet af familiesammenføringer, men to andre partier stritter imod.
Foto: Bart Maat/AFP / ANP
Foto: Bart Maat/AFP / ANP
AF RITZAU

Hollands regeringskoalition er fredag brudt sammen på grund af uenighed om landets asylpolitik.

Det oplyser kilder til avisen de Volkskrant og nyhedsbureauet ANP.

Det betyder, at premierminister Mark Rutte nu ventes at indgive sin afskedsbegæring, skriver ANP.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra Rutte selv fredag aften. Men han ventes fredag aften at holde et pressemøde, skriver ANP ifølge Reuters.

Hans regering, der består af fire partier foruden hans eget, VVD, har været ved magten i halvandet år.

Ruttes konservative VVD ønsker at begrænse antallet af asylansøgere, der ankommer til Holland.

Men to af de tre øvrige partier i regeringskoalitionen - det socialliberale D66 og Kristen Unionen - afviste at støtte VVD’s forslag om at gøre det vanskeligere for flygtninge at få familiesammenføring.

Forslaget indebar, at det skulle være sværere for børn af flygtninge, der har fået asyl i Holland, at komme til landet.

Flygtninge skal heller ikke kunne få familiesammenføring, før der er gået mindst to år, lød det i VVD’s forslag.

Også det fjerde parti, det kristendemokratiske CDA, ville ikke strække sig helt så langt som VVD.

Partierne har i tre dage forsøgt at finde en løsning. Og de har tidligere formået at få et kompromis på plads på asyl- og indvandringsområdet, skriver de Volkskrant.

Regeringspartierne forhandlede om spørgsmålet til omkring klokken 01.45 natten til fredag, skriver Reuters.

De formåede heller ikke at nå til enighed, da de samledes igen senere fredag.

Hollandske medier erfarede forud for forhandlingerne, at Rutte var villig til at lade regeringen falde, hvis der ikke blev indgået en aftale.

Antallet af asylansøgere, der kommer til Holland, steg sidste år med en tredjedel til 46.000 efter at have været lavere under coronapandemien.

Regeringens egne prognoser viser, at tallet ventes at blive omkring 70.000 i år. Det vil i givet fald overgå tallet fra 2015, der har sat foreløbig rekord.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også