EU's klimakommissær vil trække sig for at føre valgkamp i Holland

Frans Timmermans skal ved Hollands parlamentsvalg 22. november stå i spidsen for partierne GroenLinks og det socialdemokratiske Partij van de Arbeid. 
Med Timmermans’ exit mister EU en erfaren mand, når der i november venter FN-klimaforhandlinger. | Foto: Pool
Med Timmermans’ exit mister EU en erfaren mand, når der i november venter FN-klimaforhandlinger. | Foto: Pool
af ritzau/Reuters

EU’s klimakommissær, Frans Timmermans, vil trække sig fra posten for at stå i spidsen for en venstrealliance ved Hollands parlamentsvalg.

Det siger en EU-embedsmand tirsdag.

Holland skal til parlamentsvalg 22. november, og her skal Timmermans stå i spidsen for partierne GroenLinks og det socialdemokratiske Partij van de Arbeid. Det bekræfter partierne selv.

I næsten et årti har Timmermans været en del af EU-politik - ofte som en fremtrædende figur.

Men nu skal han altså tage del i en hollandsk valgkamp, der som den første siden 2006 bliver uden den afgående premierminister, Mark Rutte, som leder for konservative VVD.

Timmermans sagde allerede i juli, at han ønsker en chance for at blive Hollands næste premierminister.

Det står ikke klart, hvem der skal afløse Timmermans, som er vicepræsident for Europa-Kommissionen og står i spidsen for EU’s såkaldte Green Deal – en omfattende pakke af klimapolitiske tiltag.

Holland ventes at nominere en ny kandidat til EU-Kommissionen. Men den kandidat får ikke automatisk de samme ansvarsområder som Timmermans.

Med Timmermans’ exit mister EU en erfaren mand, når der i november venter FN-klimaforhandlinger.

Hollænderen spillede en vigtig rolle ved sidste års COP27 FN-klimatopmøde.

Timmermans, som taler engelsk, tysk, fransk, italiensk og russisk - i tillæg til hans modersmål, hollandsk - er også en velkendt skikkelse i hollandsk politik. Han var udenrigsminister fra 2012 til 2014.

Afgående Mark Rutte er Hollands længst siddende premierminister. Det skabte stor overraskelse, da han i juli meddelte sin afgang, efter at hans regering ikke kunne nå til enighed på migrationsområdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også