Vestager vil være formand for Den Europæiske Investeringsbank

Den danske regering har bekræftet, at den støtter Margrethe Vestagers forsøg på at blive formand for EIB.
Foto: Christian Falck Wolff
Foto: Christian Falck Wolff
af ritzau

Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager sætter for alvor jagten ind på en ny toppost.

Hun er således officielt kandidat til at blive formand for Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og tager orlov fra EU-Kommissionen.

Det bekræfter hun selv tirsdag aften på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

”Fra i dag er jeg officielt kandidat til at blive formand for Den Europæiske Investeringsbank,” siger Vestager, som er ledende næstformand for Kommissionen.

”Så jeg tager ulønnet orlov fra mit arbejde i EU-Kommissionen for at fokusere på mit kandidatur. Det betyder, at I ikke hører fra mig angående mit arbejde for Kommissionen i de kommende uger.”

Vestager er en blandt flere kandidater til posten, og den spanske finansminister, Nadia Calviño, vurderes at være stærkeste konkurrent.

EIB’s 27 guvernører skal under et møde for EU’s finansministre 15. og 16. september i Spanien forsøge at finde den næste EIB-chef. Det kan dog være, at beslutningen først træffes senere.

Margrethe Vestager har siden 2019 været ledende næstformand for Kommissionen med ansvar for et Europa, der er klar til den digitale tidsalder og konkurrence.

Konkurrenceområdet vil på kort sigt blive overtaget af den belgiske kommissær for retlige anliggender, Didier Reynders. Imens tager næstformand for demokrati og retssikkerhed Vera Jourova ansvaret for området digital udvikling. Det skriver Financial Times.

Inden Margrethe Vestager gjorde karriere i EU-systemet, havde hun en meget fremtrædende rolle i dansk politik. Her besad hun flere ministerposter. Blandt andet var hun kirkeminister og undervisningsminister under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

I 2011 blev den radikale toppolitiker økonomi- og indenrigsminister, da Helle Thorning-Schmidt (S) dannede regering.

Den post forlod hun i 2014 for at blive konkurrencekommissær. Her gjorde hun sig bemærket ved at hive techgiganter som Google, Apple og Amazon for EU-Domstolen.

Den danske regering har bekræftet, at den støtter Margrethe Vestagers forsøg på at blive formand for EIB.

Det fremgår af et brev sendt fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) til EIB. Brevet har Bødskov delt på X.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også