Venstre vil give tillæg på op til 20.000 kroner til sundhedspersonale

For at fastholde medarbejdere i sundhedsvæsenet foreslår Venstre et tillæg til eksempelvis sygeplejersker.
Venstre vil afsætte i alt seks milliarder kroner, som blandt andet skal gå til at give medarbejdere i sundhedsvæsenet fastholdelsestillæg. Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Venstre vil afsætte i alt seks milliarder kroner, som blandt andet skal gå til at give medarbejdere i sundhedsvæsenet fastholdelsestillæg. Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Venstre vil give et fastholdelsestillæg på op til 20.000 kroner til eksempelvis sygeplejersker, jordemødre, sosu’er og andet sundhedspersonale.

”Vi står i en akut medarbejderkrise i vores sundhedsvæsen. Der mangler medarbejdere, og det betyder, at ventelisterne er voldsomme og mange patienter ikke får den behandling, de har brug for. Derfor vil Venstre nu afsætte i alt seks milliarder kroner, som blandt andet skal gå til at give vores dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet fastholdelsestillæg,” siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i en skriftlig kommentar.

”Vi har stærkt brug for, at eksempelvis anæstesisygeplejersker, operationssygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedsassistenter ikke forlader sundhedsvæsenet. Alle kræfter skal sættes ind på at få vendt den negative udvikling,” siger Ellemann-Jensen.

Venstre vil bruge seks milliarder kroner i alt i 2023 og 2024. Pengene skal især bruges på fastholdelsestillæg til eksempelvis medarbejdere i akutafdelinger, på operationsgange eller sengeafdelinger, lyder det.

Tidligere på måneden fremlagde Venstre et sundhedsudspil. Det er en del af partiets 2030-plan.

Venstre vil heri blandt andet afsætte en milliard kroner årligt til at nedbringe ventetider til behandling i sundhedsvæsenet. Den årlige milliard kroner er ikke øremærket noget bestemt.

Men regionerne kan eksempelvis bruge pengene til ”fastholdelse af medarbejdere herunder lokal løndannelse, fastholdelsestillæg og overarbejdstillæg”, fremgår det af udspillet.

Med en uge til folketingsvalget retter Venstre nu yderligere fokus på fastholdelsestillægget.

De i alt seks milliarder kroner i 2023 og 2024, som altså især skal gå til netop fastholdelsestillæg, vil gavne sundhedsvæsnet. Det mener Venstres næstformand, Stephanie Lose. Hun er også regionsrådsformand i Region Syddanmark.

”Sundhedsvæsenet skal være en arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde de nødvendige og dygtige medarbejdere, som patienterne så hårdt har brug for. Og jeg er sikker på, at Venstres kriseplan vil få en positiv effekt. Vi har nemlig gode erfaringer med at sætte ind lokalt og give tillæg, der, hvor der er brug for at fastholde og rekruttere medarbejdere. I den nuværende situation er det oplagt at tage målrettet fat på den måde og sikre økonomien til det,” siger Lose i en skriftlig kommentar.

Venstre vil frigive hænder i sundhedsvæsenet med teknologifond

S vil give sundhedspersonale lønbonusser med akutpakke

Moderaterne vil lokke sygeplejersker på fuldtid med løntillæg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også